Flugten fra hamsterhjulet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har i weekenden netop været en tur til Norge sammen med min mand og vores to børn. Et forsøg på at slippe væk fra hverdagens hamsterhjul. Pause fra madlavning, rengøring, oprydning, vasketøj og ja, du kan nok selv fortsætte listen.

Vi forsøger jævnligt at komme væk fra hjemmets fire vægge – både i weekend og hverdag, når lejligheden byder sig. Gerne ud i naturen, hvor vi hurtigt overvældes og mærker, hvor små vi egentlig er. Vi, og her tænker jeg nok egentligt særligt på mig selv, har brug for at komme væk, for at finde roen udenfor hjemmet.

Så kan man jo begynde at tænke over, hvorfor jeg nu egentlig også har brug for det. Jeg er nok bare i bund og grund rigtigt dårlig til at lade tingene ligge, vente med vasketøjet, lade legetøjet ligge og bare sætte mig ned og slappe af. Bare være til stede i rodet.

Det samme er min mand i og for sig, så i det mindste er vi fælles om det her. Jeg står ikke alene med husholdningen, som man efterhånden ofte kan få opfattelsen af, at kvinder i moderne husholdninger gør. Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår, hvor ”mentalload” kommer fra, for det er da mig, der tænker, at jeg der skal være styr på det hele i hverdagen.

Mig der gerne snakker med min mand om morgen i telefonen, efter han er taget afsted på arbejde, for at minde om at det altså er ham, der henter børn i dag. Mig der husker, at vi skal købe mælk med hjem, fordi vi brugte det sidste til morgenmaden. Mig der har lavet madplanen, skrevet den ned lettilgængelig for alle til at læse, men alligevel bliver spurgt en time inden vi skal spise – ”hvad skal vi have at spise i dag?”

Men i og for sig er det jo mit eget problem, at jeg tager det på mig. Hvis ikke jeg snakkede med min mand om morgenen, mon ikke han alligevel på et tidspunkt i løbet af dagen selv kom i tanke om, at han skulle hente, for vi snakkede jo om det i går aftes.

Mon ikke vi klarer os, selvom mælken nu alligevel er glemt. Og mon ikke vi nok skal få noget at spise, selvom madplanen ikke er lavet – spørgsmålet om hvad vi skal have at spise, slipper jeg nok aldrig for, men det går nu nok også.

Som så mange andre må jeg stadig arbejde på at lade tingene ligge og sige pyt. Men i mellemtiden vil jeg øve mig, mens jeg lige så klichéfyldt, vælger at flygte fra hamsterhjulet og ud. Ud i naturen.

Ud for at se at der findes noget større end hamsterhjulet og verdens små problemer. Hverdagens problemer føles pludselig meget små, når man sejler op langs Norges kyst og ser fjeldene tårne op langs vandet. Selvom jeg efterhånden har set dem nogle gange, bliver jeg lige betaget hver gang. Hver gang glemmer jeg tid og sted og føler mig i ét med naturen.

Lidt samme følelse kan jeg få, når jeg til søndagens gudstjeneste er en del af menigheden. Lytter til orglets musik, salmernes ord, præstens prædiken.

Føler mig taget i hånden af Gud og omfavnet af kærlighed. I gudstjenesten har jeg også mulighed for et kort øjeblik at føle, at noget er større end mig selv. I gudstjenesten kan jeg give mig hen til Gud og glemme problemerne. Der er en form for tryghed.