Haver, kålhoveder og havets trussel har historisk betydning for Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I dag har de fleste have- eller kolonihaveejere måske tildelt et lille stykke jord i deres have til et bed med bær, et drivhus eller endda en hel køkkenhave. De fleste haver består dog enten af græsplæner eller prydhaver med et par frugttræer, og hvor der ellers dyrkes blomster i mange farver. Denne form for havebrug er dog et relativt nyt fænomen. Haver har altid eksisteret og har været vigtige, især for en købstad som Ebeltoft.

Byens haver

Det var almindeligt for en købstad som Ebeltoft at have jord omkring sig, som enten blev brugt til fællesgræsning eller dyrkning af afgrøder. For byens borgere var det vigtigt at have et sted, hvor de kunne dyrke grøntsager og korn. Store dele af bymarkerne, som de blev kaldt, var ejet af byen og blev lejet ud til borgerne. Der var dog et andet alternativ inden for bygrænsen – nemlig byhaverne.

De fleste af byens gamle haver er bevaret den dag i dag, men de har mistet deres primære funktion som nyttehaver, hvor byens borgere kunne dyrke urter, frugt og grøntsager til eget forbrug.

Den tidligste kilde, der viser, at der blev dyrket frugt i området, findes i byens navn. Ebeltoft er nemlig en sammentrækning af ordene ”æble” og ”toft”, der betyder et afgrænset eller indhegnet område – som en have. Ordet ”æble” refererer dog sandsynligvis ikke til den æblefrugt, vi kender i dag, men snarere til kvæder.

Ebeltofts mange små haver er et særligt kendetegn for byen, så meget, at Ebeltoft i 1800-tallet blev beskrevet som en haveby. Ligesom i dag lå haverne bag byhusene og strakte sig op mod bygrænsen. Bag haverne løb mange små stier, som for eksempel Kollerup Sti, der dengang havde et meget længere forløb. De ejendomme, der lå mellem Nedergade og Overgade, grænsede op til hinanden og gav indtryk af store haver, hvilket fik midtbyen til at virke som et stort grønt område. Ebeltoft var virkelig en haveby.

Kål i haven

En gammel talemåde lød: ”Ærter og kål får vi til hvert mål, grød og vælling får vi kun sjældent”.

Kål var i gamle dage en fast del af danskernes måltider, og derfor blev en stor del af Ebeltofts havejord dedikeret til kål. Stort set alle ejendomme fra Nørrebakke og sydpå mod Søndergade, tæt på vandet, havde haver, hvor der blev dyrket masser af kål. Disse haver blev kendt som kålhaverne.

Kålhaverne blev lejet ud for perioder på 12 år. Landsråd Schleppegrell lejede for eksempel en have af Janus Moesgaard i 1786. Desværre blev Moesgaards have plyndret for æbler, ærter, bønner og ribs. Ligeledes lejede Diderik Smed omkring samme tid et lille stykke jord i Søndergade, hvor han dyrkede kål. I Anders Podemands have blev der dyrket rødder, persille, kommen samt grøn- og hvidkål.

En anden fæster var tolderen Søren Poulsen Bing, der i slutningen af 1600-tallet lejede to haver, som han kunne dyrke. Fra en retssag om en nabostrid ved vi, at tolderen lod sine haver forfalde, hvilket blev set ned på af byens borgere. At undlade at dyrke sine haver blev opfattet som en hån mod dem, hvis tilværelse afhang af de afgrøder, en kålhave kunne producere.

Der var i alt 20 kålhaver, som ikke kun var vigtige for byens forsyning, men også for dens økonomi. I 1683 skulle man betale en afgift for sin kålhave, kaldet ’kålgårdspenge’. Haverne lå dog så tæt på vandet, at de var udsat for stor risiko for oversvømmelser.

Sikring af haverne

Stort set alle private ejendomme var indhegnet – enten med plankeværk, risflettede gærder eller sten- og jorddiger. Sjældent finder man i de gamle kilder tegn på ligusterhække som hegn. Ligeledes var kålhaverne indhegnet. I 1694 ved vi, at et gærde ved en af kålhaverne blev repareret med pilegrene, og der blev plantet to piletræer i gærdet. Selvom gærderne ofte blev vedligeholdt, var de dog ikke altid nok til at beskytte mod naturens kræfter. Havet udgjorde en stor trussel mod haverne.

I 1682 førte en stormflod til, at både gærder og kål blev skyllet væk fra en af de lavest liggende haver i Søndergade. Det vides ikke præcis, hvornår man først opførte tangdigerne, men de er nævnt første gang i 1747. Man brugte tang i digerne som fyld, hvilket også er dokumenteret fra kirkegårdsdiget. Tangdigerne fungerede som beskyttelse mod vandet, når det viste sig fra sin værste side. Dog hjalp det ikke altid. I vinteren 1793 brød en stærk vestenvind igennem tangdigerne, hvilket viste, at digerne ikke altid kunne beskytte kålhaverne.

Den gamle bydel i Ebeltoft har stadig mange flotte haver, men i dag er det nok de færreste, der er dedikeret til kål. Kål som fødevare begyndte i slutningen af 1800-tallet at blive betragtet som fattigmandskost med dårlig lugt. I dag er kålen dog blevet populær igen i moderne madlavning. Måske er det ikke for sent at genetablere kålhaver i Ebeltoft.