Smid ideologiske dogmer over bord – friplejehjem er fremtiden!
Venstre sikrer flere penge til ældrepleje, vækstinitiativer og klimaløsninger i årets budgetforlig.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Som lokalpolitiker er det væsentligt, at man forholder sig til de reelle problemer/udfordringer som der er i vores kommune.
I Venstre ønsker vi en fortsat ambitiøs grøn omstilling.
Derfor har vi til årets budgetforhandlinger haft særligt fokus på at få skabt fremgang/resultater på tre områder; Flere midler til ældreområdet, konkrete vækstinitiativer og sikring af borgernære klimaløsninger.
Vi meldte inden budgetforhandlingerne klart ud, at det var ældreområdets tur til at blive tilgodeset. Vi bliver heldigvis stadigt flere ældre og medarbejderne på både vores plejehjem og i vores borgerteams i hjemmeplejen løber stærkt.
Vi er derfor tilfredse med at kunne prioritere både 3,72 mio. kr. til en styrkelse af borgerteams i hjemmeplejen, og også midler til normering og kompetenceudvikling på vores plejehjem.
Syddjurs skal igen være en vækstkommune. Vi har i de senere år set en nedgang i befolkningstallet og vores indtægtsgrundlag er mindre end tidligere forventet. Den udvikling skal vi have vendt.
Syddjurs skal være en attraktiv kommune at bosætte sig- arbejde og etablere virksomhed i. Venstre gik derfor ind til budgetforhandlingerne med en ambition om at få løftet bygge- og planområdet, så vi i kan sikre hurtigere sagsbehandling, optimere lokalplanprocesser mv.
Det er helt afgørende for, at vi igen kan blive en vækstkommune. Vi skal ikke vækste for vækstens egen skyld. Men vi skal vækste fordi det ellers koster på velfærden. Vækst er nemlig forudsætningen for at have råd til at sikre den gode velfærd, som vi ønsker os.
I Venstre ønsker vi en fortsat ambitiøs grøn omstilling. Men vi ønsker også, at vi bliver langt bedre til at håndtere de udfordringer som klimaforandringerne også medfører. Vi oplever flere og flere steder i vores kommune, hvor de stigende vandmængder giver massive udfordringer. Vi skal som kommune kunne medvirke til at facilitere løsninger ude lokalt. Der afsættes midler hertil i budgettet.
Foruden ovenstående områder, hvor vi i budgettet fik sat nogle tydelige Venstre-aftryk, så indeholder budgettet også andre gode prioriteter, herunder flere penge til skolerne via tildelingsmodellen samt en styrkelse af PPR.
Herudover er vi i Venstre særligt glade for, at vi i planen for udbygningen af plejehjemspladser i Syddjurs både indtænker et nybyggeri af plejehjem i Ryomgaard, men også, at der bliver udbygget på demensplejehjemmet i Kolind.
Det er også vigtigt, at vi i budgettet får tydeligt italesat, at et eventuelt kommende friplejehjem i Ebeltoft jo også vil få betydning i forhold til det kommunale behov for anlægsinvesteringer på plejehjemsområdet.
Vi må ikke lade ideologiske dogmer blokere for muligheden for, at have diversitet i vores udbud af plejehjemspladser.
Budgettet er et skridt i den rigtige retning i forhold til ovenstående prioriteter. Alligevel er der ingen tvivl om, at byrådet i den kommende tid mere aktivt må forholde sig til de vækstudfordringer – og konsekvenser heraf – som også er tydeligt beskrevet i budgettet.«