»Den trøst må den syge aldrig mangle«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
En gang om året inviterer hospitalspræsterne på Aarhus Universitetshospital alle ansatte på hospitalet til en temaformiddag. Vi tager et eksistentielt tema op, som er relevant i hverdagen på hospitalet. Noget, vi i vores arbejde på hospitalet, oplever er vigtigt for syge mennesker, deres pårørende og personalet.
I år var temaet: Helbrede – lindre – trøste – altid trøste!
Over indgangen til det gamle Amtssygehus hang der et skilt, hvor der stod: Helbrede, Lindre, Trøste.
Skiltet hænger nu på Aarhus Universitetshospital. Ikke længere over hovedindgangen – det har fået en plads inde i huset. Vi har taget skiltet med ordene med til vores nye universitetshospital.
Men hvad tænker vi egentlig, når vi læser skiltet?
Mange vil måske læse det, som prioritering i behandlingen på hospitalet: Fokus er først på helbredelse, hvis det ikke lykkes, så skal vi lindre, og hvis vi heller ikke kan det, må vi trøste.
Men det var ikke det, den franske læge Hippolyte Bernheim fra 1800-tallet ville sige med sammenstillingen af de tre ord – og faktisk var der også tilføjelser til ordene. I hans formulering lød det: Stundom helbrede – ofte lindre – altid trøste!
Sådan var lægens forståelse af mødet med den syge på den tid. Ind imellem kunne lægen helbrede, ofte fandtes der lindring, og han skulle altid trøste!
Altid trøste!
I dag er vi måske mindre gode til at trøste. Der er fokus på helbredelse, fordi vi er blevet bedre til at behandle sygdomme. Er der så mindre behov for trøst – eller glemmer vi trøsten?
Der lyder trøstende ord til den syge fra dem, der kommer på besøg: »Det skal nok gå«, »Du er så stærk«, »Nu må du ikke miste håbet«, »Vi hepper på dig«.
Og så tænker den syge måske: »Det kan du sagtens sige, du ved jo lige så lidt som jeg, om det kommer til at gå«, »Jeg har faktisk ikke flere kræfter«, »det er lettere at stå på sidelinjen og heppe«.
De trøstende ord vil gøre situationen bedre, end den er, og ofte er det ikke så meget værd for den syge.
Men hvad skal man så gøre?
Præsten og psykoterapeuten Bent Falk udtrykker sig noget provokerende om trøst, når han siger: »Trøsten er, at der ingen trøst er!« For når et menneske har brug for trøst, så kan vi ikke gøre noget. Der er ingen handling eller ord, som lige nu kan gøre livet godt igen, for den, der har brug for trøst.
Trøsten kommer tværtimod, når vi gør noget andet end at handle.
Når vi helbreder og lindrer, handler vi og skaber forandring – måske er trøst mere noget med at være og kunne hvile i dét, som er.
Den trøst har mange mennesker fundet i de nye rum på hospitalet: Rum for Tro og Fordybelse – et kirkerum, et bederum og et fordybelsesrum. Her kan man være med sit liv, som det er lige nu – der er trøst i rummene!
Det er også det, vi skal, hvis vi vil trøste den syge: være sammen med den syge og lade livet være, som det er lige nu! Det er dét, der trøster – ikke vores mange ord og handlinger.
Den trøst må den syge aldrig mangle! Derfor: Altid trøste!