Vi skal kun tage det, vi har brug for - hvad enten det er manna eller maling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er efterårstid, og for nogle melder efterårsferien sig snart.

Er man så heldig at skulle på ferie, så er ønskescenariet vel den der rolige optakt, hvor man har haft god tid til at vande alle vindueskarmens blomster, rengøre det halvtomme køleskab og pakke sin kuffert med omtanke og i ro og mag.

Alligevel så hænder det ikke sjældent, at optakten til ferien bliver et hidsigt ridt gennem alverdens store og små opgaver, der har bunket sig op.

Så står man der. Uret tikker.

Kufferten har åbnet sit store gab, og blotter sin dybe tomhed, og en form for horror vacui melder sig.

Hurtigt får man kylet alt og ingenting i kuffertens tomme mave – det kunne jo være det blev regn eller frost, eller blæsende eller solvarmt, og man kan altid få brug for en uldsweater - og laver så en trykseksten for at få det hele lynet inde.

Næste gang kufferten åbnes, så er det ikke horror vacui – angsten for tomrummet - der melder sig, men præcis det modsatte: angsten for det propfyldte overvælder en, når kufferten kaster op på hotellet, og man rejser hjem igen med to tredjedele ubrugt – og nu – krøllet tøj.

For mange år siden var jeg på et kursus, hvor der var sat tid af til, at vi med pensler og maling skulle kreere et maleri.

Alle fik vi udleveret en palet og blev peget i retning mod dunkene med maling, hvor vi kunne forsyne os.

Også der meldte der sig en slags horror vacui – angsten for for lidt maling til projektet.

Da tiden var gået, og malerierne var færdige og sat til tørring, stod de fleste af os og kunne se ned på vores paletter, der stadig var fyldte med maling, og som nu bare ville gå til spilde.

»Tænk hvis vi huskede at tænke os om, og kun tog det vi havde brug for,« sagde underviseren derefter.

Nogenlunde det samme gentog sig til et af sommerens aktiviteter – keramikmaling med familien.

Næppe havde vi sat os, før en anden familie kom og gav os fyldte bakker med den maling, de ikke havde fået brugt.

Da vi havde sat sidste penselstrøg på vores krukker og fade, så stod det klart, at heller ikke vi fik brugt hverken den anden families bakker eller egne bakker med maling, der nu ærgerligt bare skulle vaskes ud i afløbet.

For mange af os gælder det, at vi skal øve os på at tage det vi har brug for – hverken mere eller mindre.

Den øvelse begynder allerede som barn, når der skal mad på tallerkenen. Har du taget mindre, end du havde brug for, så bliver du sulten lige omkring sengetid. Har du taget for meget, så var der måske en anden omkring bordet, der fik for lidt, eller god mad måtte i skraldespanden.

At tage efter behov, det øver vi os stadig på som voksne, når vi lever i et overflodssamfund anno Danmark 2024.

Men også for mange år siden i den barske ørken øvede Moses og folket sig på dette, sådan som vi kan høre om det i Det Gamle Testamentes Anden Mosebog.

Efter slaveri i Faraos Egypten, vandrede folket nu frigivet rundt i ørkenen med Moses.

De er sultne og trætte, og udtrykker deres utilfredshed.

Guds svar på deres sult og utilfredshed er manna.

Hver morgen ligger der et finkornet lag på jorden, som rim.

Det ligner korianderfrø og smager som honningkage.

Det er manna fra Gud, og det er fuld af næring til livet, og lige til at samle op og spise hver dag.

Gud fortæller folket, at enhver skal samle det manna, man kan spise, hverken mere eller mindre.

Der skal ikke gemmes til dagen efter, for hver morgen er der ny, frisk manna fra Gud.

Selvfølgelig er der nogle, der alligevel gemmer til dagen efter. Men den gemte manna er nu ødelagt af maddiker og stinker, mens den nye manna ligger sødt og friskt, klar til at blive samlet op og spist.

Budskabet er klart – der er nok, tag kun det du behøver i dag.

Måske vi skulle prøve at have en manna-tilgang til dagen, og tage kun, hvad vi behøver nu?