En søndag med høst, håb og tid til eftertanke om livet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som sognepræst i Holme Kirke har jeg gennem årene stået bag mange høstgudstjenester. Det er en tradition, hvor vi efter gudstjenesten holder auktion, og pengene går til velgørenhed. I år gik de til julehjælp i sognet. Det var hyggeligt, og der var tapas og samtaler i kirkerummet bagefter.

Vi forbinder høst med kornet på marken. Marken er mejet, og høet er høstet. Sådan var det engang, men nu er høstens tid ikke længere kun én gang om året, men hele året rundt.

I vores moderne tid forventer vi, at vi kan få grønne æbler og røde tomater i Netto og Rema1000. Vi er faldet ud af naturens rytme, og vi tror, at naturen er til for os. Derfor må vi stoppe op, som vi netop gjorde den søndag i september. Det var ikke blot en dag, hvor vi hyldede høsten og takkede for de bær, vi samler, de pærer, vi plukker, og de gulerødder, vi graver op.

Men denne søndag rakte dybere end hygge og taknemmelighed over naturens gaver. Det var også en dag, hvor vi mindedes, at naturen tilhører Guds samlede skaberværk. Vi erkendte, at vi intet kan kræve for givet, for denne dag fejrede vi også barnedåb og mindedes dem, vi har mistet. Livet og døden stod side om side i kirken. Det er dét, kirken kan – favne hele livet. Den minder os om, at vi er en del af en større sammenhæng i Guds skaberværk, hvor livets kredsløb af begyndelse og afslutning går hånd i hånd.

I Holme Kirke denne søndag sad både nybagte, stolte forældre og en mor, der havde mistet. De var der, fordi de havde brug for det, kirken kan. Den giver håb i mørket og er et sted, hvor glæde og sorg mødes.

Mit udgangspunkt for prædiken var evangeliet, hvor Jesus vækker en mors søn fra de døde. Men hvad har det med høst at gøre? Ved nærmere eftertanke passer det fint. Vi ser sorgen, da enkens søn føres til graven. Ligtoget er på vej ud af byen, væk fra livet og mod døden, men Jesus standser det. For livet kan ikke passere døden uden at gribe ind.

Det er en historie om håb, også i livets mørkeste stunder. Midt i afmagten, når vi oplever tab, står Kristus med sin trøst. Han minder os om, at livet er en gave, ligesom høsten. Høstgudstjenesten og den efterfølgende sammenkomst i kirken var derfor ikke kun timer, hvor vi takkede for mad og naturens gaver, men også sagde tak for livet – uanset hvor kort eller langt det er.

Mit virke som præst tager jeg med mig i mit arbejde som politiker, og denne søndag mindede mig om, hvor forbundne de to verdener kan være. Som politiker handler mit arbejde om at tage sig af mennesker og gøre en forskel – uanset om det drejer sig om folkeskoler, plejehjem eller flere busser. Det handler om fællesskab og tage ansvar for hinanden.

Og uanset om det er evangeliet eller lovtekster, nyheder eller opdateringer på Facebook, der læses eller scrolles igennem, skal vi vægte vigtigheden af at stoppe op, netop som dødens optog gjorde. Høstgudstjenesten bliver derfor ikke kun en tak for den mad, vi dagligt beriges med, men også en tak for livet.

Det gør så uendelig ondt at miste, og når vi begraver vores kære, så rammes vi selvfølgelig af sorg og smerte, men det er samtidig et møde med livet og livets ord i evangeliet. Ord som bringer håb og trøst, lys og liv ind i mørket og dødens tomhed.

Derfor rakte høstens gudstjeneste dybt ind. Den gav mulighed for at vi i fællesskab kunne takke for det lille nye liv i dåbskjolen, dem vi lever livet med nu, og mindes dem, vi havde mistet. Livets høst – både her og i evigheden – er en gave, og i den gave ligger et håb, vi bærer med os.