Der er mange farer i den aarhusianske trafik. Og mindst én er så tung, at det burde skræmme enhver

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tilværelsen som lastbilchauffør må være søvnløs, hvis der på listen over morgendagens arbejdsopgaver står levering eller afhentning af maskiner og materialer i en by som Aarhus.

Det er en ulige kamp på fælles grund, når byens cyklister indædt holder på retten til at styre hen, hvor det passer dem, også mellem bakkende og drejende lastbiler. Selv de største og mest korrekt indstillede sidespejle og den mest årvågne chauffør kommer til kort, når cykler af enhver slags bevæger sig faretruende tæt på anhænger, blokvogn, førerhus eller de store hjul, der er potentielt dødbringende.

Hjul tager ikke hensyn til, hvem der har ret til en given trafikal handling, og det er vel i bund og grund også ligegyldigt, når cyklisten ulykkeligt ligger på asfalten. Også en tragedie for chaufføren.

Fra Mediebyen på havnen i Aarhus er der udsigt til store byggeprojekter. Her flytter Train, Guldsmeden og Niras ind. Ved Frederiks Plads får byens mest sørgmodige hoteltårn en lillebror. De første, grundlæggende forberedelser til Mindet er i fuld gang. Alt sammen kræver lastbiler, og dagligt er man vidne til, hvordan cyklister med foragt for eget liv, snor sig mellem dem alle sammen, straks chancen byder sig.

Elcykler, ladcykler, racercykler og dem med begrænset luft i hjulene. Skateboards, løbehjul og eldrevne transportmidler, jeg end ikke kender navnene på: Alle har de travlt med at holde på sit og finde vej, også hvor den ikke er sikker.

Der er heldigvis stadig byggepladser i Aarhus, hvor fremtidens by formes. Der er gudskelov stadig fysiske butikker, der holder nutidens by kørende. Den slags skabes ikke af sig selv, det kræver mandskab, materialer og varer, som til en vis grad nødvendigvis må fragtes i lastbiler. Uden chauffører, ingen varer, og uden varer, ingen by.

Det er et utaknemmeligt job at føre en tonstung lastbil gennem byens mylder, ofte på steder med dårligt udsyn. Her bidrager vintermørket heller ikke med noget godt. Ofte må en lastbil bakke for at komme videre. De fleste chauffører klarer den disciplin væsentligt bedre end en gennemsnitstrailerejer. Tag bare på genbrugspladsen en søndag eftermiddag, hvis nerverne og forsikringen er i orden.

I det hele taget er også pedaltrafikken præget af en utålmodig rastløshed. Det handler åbenbart om at komme først til det røde lys, helskindet over Havnepladsens cykelfjendtlige underlag og totalt ignorere det faktum, at selv cykler skal bremse ved en fodgængerovergang, der i øvrigt er til for gående. Det har mange i øvrigt glemt, viser den bøderegn, der for nylig væltede ned over Dokk1. Kan man overhale en elcykel (og det kan man let), er hvæset fra dybet under refleksvesten en tilfredsstillende lyd.

Jo, vi har travlt på jernhesten. Men det tager ingen tid, er så nemt og betyder så lidt at give plads til andre trafikanter, også de store lastbiler. Er man cyklist, kan det hensyn ligefrem være livreddende for en selv.