»Vi føler, vores søn er en rest efter sortering«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Pludselig stod jeg der igen. Bakken var tom, og det store sorteringsmysterie igangsat. Er det en form for pap? Indeholder bakken nogen former for plast?
Eller er det her nu en af de hersens bakker, der på grund af bakkens tidligere indhold skal kategoriseres som værende rest efter sortering?
Det er ikke altid let, og sommetider er selve situationen forbundet med en vis tvivl og skam, når man efter bedste evne forsøger at placere skraldet et sted.
I nærmest samme øjeblik, som jeg står der og affaldssorterer, retter jeg skuffet blikket mod min 5-årige søn. Min iboende skuffelse er ikke rettet mod min søns gøren og laden.
Nej – tværtimod. Tænk sig at man i en alder af fem år kan være så omsorgsfuld, eftertænksom og have selvværd som en verdensstjerne, selvom man er født med diagnosen cerebral parese.
Livet har givet ham en anden måde at leve på – andre vilkår end hans omgangskreds i børnehaven. Og alligevel vælger han altid at se bægeret halvt fyldt. Jeg kan aldrig omtale min søn, uden man let sporer stolthed.
Anderledes er situationen, når jeg skal adressere det forløb, vi som forældre har været igennem i en kommunal sammenhæng. For det er her skuffelsen i virkeligheden rammer.
Cerebral parese er et livslangt vilkår, der kræver opmærksomhed, træning og rygklap. Disse tre ting har vi i allerhøjeste grad mødt i vores samarbejde med terapeuter, pædagoger og sygehuse, som alle har villet vores søn og os som familie det bedste.
Disse konsultationer, netværksmøder og overleveringsmøder placeres oftest i normale arbejdstider, og det er her, vores problematik opstår. For hvordan skal vi, en sygeplejerske og en efterskolelærer, jonglere fuldtidsjobs (som samfundet i øvrigt hungrer efter) samtidig med, at vi i perioder har over 20 af disse aftaler, som vi fritages til ved hjælp af goodwill og omsorgsdage for alle vores børn? Hvordan skal vi kunne tage til den fornødne ugentlige fysioterapi, som altid er placeret om formiddagene?
Det må man da kunne få hjælp til eller hvad?
Ikke i vores tilfælde, for vores søn er i trivsel, og derfor kan Favrskov Kommune ikke hjælpe os. Han har det godt, han smiler, og han ser bægeret halvt fyldt. Vi ved, at vores søn er i trivsel, men vi frygter også, at fordi han ikke er i mistrivsel, så ender han med ikke at få den optimale træning og behandling. Vores søn blev opereret i forbindelse med hans diagnose i foråret.
Man flyttede en muskel og hæftede den på en sene i hånden. En omstændig omgang, der krævede en massiv indsats de efterfølgende 12 uger. En indsats, der var nøje beskrevet af både terapeuter og læger. Igen var der ingen håndsrækning i forhold til lejlighedsvis tabt arbejdsfortjeneste at hente kommunalt.
Vi stod tilbage med muligheden for at klage over afgørelsen, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Sagen er sendt til Ankestyrelsen med en behandlingstid på op til otte måneder.
Tilbage ved skraldet står jeg nu igen og føler, at vores søn står tilbage som en rest efter sortering. Vores søn har et livslangt fysisk handicap, som kræver en massiv indsats, især som barn.
Vi vil bare gerne gøre det så godt som overhovedet muligt for ham og hans fremtid, men rammerne synes nærmest umulige. Og hvad gør vi så herfra? Tja, jeg er bare glad for, at det ikke længere hedder småt brændbart.
Lokalavisen har forelagt læserbrevet for Favrskov Kommune for at give kommunen mulighed for at svare på familiens kritik. Kommunen har sendt dette svar:
Vi anerkender de berørte forældres ønske om at gøre det så godt som muligt for deres barn. Det ønsker alle forældre. Som kommune bestræber vi os på at give den hjælp, loven giver mulighed for. Vi retter os naturligvis efter de tilbagemeldinger, vi får fra Ankestyrelsen i tilfælde af, at vores faglige vurdering viser sig ikke at være korrekt.
Thomas Smidt, direktør for Børn og Kultur i Favrskov Kommune