Tænk hvis vi mennesker tillod os at gå i hi med pindsvinet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skovene falmer, løvet falder, og de kolde morgener sætter ind. Efteråret har meldt sin ankomst.

Det er ikke kun os mennesker, der finder tæpperne frem. I efterårets faldne blade tøffer et pindsvin omkring. Det snuser forsigtigt langs jorden på jagt efter de sidste, små godbidder – en snegl her, en regnorm der. Som dagene bliver kortere og luften køligere, mærker pindsvinet, at tiden er kommet til at finde sin vinterbolig.

Pindsvinet leder efter et skjulested, hvor det kan grave sig ned, væk fra vind og kulde. I en lille krog under en busk eller under en bunke haveaffald, som ikke blev kørt på genbrugspladsen, bygger det sin rede; lag på lag af tørre blade og grene, som en lille hule foret med naturens isolerende tæpper. Dér pakker det sig ind, ruller sig sammen til en tæt kugle, så kun de spidse pigge stikker ud som et beskyttende panser.

Så snart frosten bider, og sneen drysser, sover pindsvinet dybt – dets åndedræt og hjerterytme sænkes, så energien kan strække sig gennem vintermånederne. Imens verden udenfor forandres, og vinteren griber fat, forbliver pindsvinet stille og gemt, hvilende i sit lune hi, indtil forårets varme solstråler igen vækker det til live.

Tænk, hvis vi mennesker også tillod os selv at gå i hi? Tænk, hvis vi tillod os selv at finde ro og lade årets mørkeste tid blive til en stille pause, fremfor at presse os selv videre i højt tempo. I vinterhalvåret styrter vi rundt, som vi plejer – og så endda i endnu højere tempo, når juletiden begynder at banke på. Men efterhånden som dagene bliver kortere, kunne vi måske lade vores eget energiniveau følge med?

Hvis vi tillader os selv at trække os tilbage, kan vi i samme ombæring give plads til naturen omkring os. I vejkanterne og i haverne. For så er det dét lettere for pindsvinet at finde det skjulested, som det leder efter i disse dage.

Pindsvinene – og nogle af de kryb og kravl, de lever af – har nemlig længe været i tilbagegang. Hvert pindsvin, hver bi og hver frø, som ikke overlever vinteren, er et lille tab i det store billede af Danmarks naturlige diversitet. Et tab i den skønne verden, vi har fået i gave.

Men hvis vi selv går i hi, giver lidt plads og lader bunker af blade og kviste ligge, hvor de falder, kan vi skabe små oaser for de små væsener, der ligesom pindsvinet søger skjul for vinterens kulde. Ved at tænke på hvile og lade naturen være, er vi også med til at bevare den.

Så når vi selv går i hi, lader bladene ligge og ruller os sammen under vinterens tunge dyne, lægger vi faktisk små frø til forårets fest. Og forestil dig så den første dag, hvor solstrålerne igen rammer haven og duften af muld blander sig med frisk luft – måske er det dér, et lille pindsvin bryder sit vinterhi og tøffer frem for at hilse på foråret. Græsset spirer lidt grønnere, blomsterne myldrer frem, og bierne summer – som om naturen selv har holdt en pause for at vende tilbage stærkere og mere farverig end nogensinde.

Til sidst, når vi endelig strækker os ud af vores vinterdvale, kan vi og pindsvinet hilse på hinanden som to vintertrætte sjæle, der begge spejder efter solen og en kop kaffe – eller en saftig regnorm, alt efter smag.