Mødet med de anonyme alkoholikere blev en særlig aften

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man ser amerikanske film, er der ofte en med, der helt naturligt og gennem mange år deltager i AA-møder (anonyme alkoholikere). Det er her i landet sjældent noget, jeg hører om, men jeg ved jo, grupperne findes, så måske er man bare mindre åbne om, at man deltager? Men i forlængelse af en sjælesorgssamtale, så blev jeg inviteret med til et AA-møde som pårørende.

Jeg må indrømme, at jeg var ret spændt, måske endda nervøs, selv om man fra filmene kender lidt til formatet. Så forløbet overraskede ikke, og alligevel blev det en aften, jeg aldrig glemmer. Alle kom for at få hjælp og støtte til at blive ædru eller forblive det. Nogle var stadig aktive misbrugere, mens andre havde været ædru i mange år. I dette fællesskab må man gerne rose hinanden for de små ting, hver eneste dag uden alkohol er en sejr værd at klappe ad, og man må tilmed takke og bede til Gud og kalde Ham med navn uden blufærdighed.

Der var gæster denne aften fra udlandet, da alle er velkomne, og på trods af, at de ikke forstod et ord. Alligevel kunne de med taknemmelighed ved mødets afslutning fortælle, at de trods forskellige sprog alligevel havde forstået, hvad der blev sagt. Stemningen i stearinlysets skær og kærligheden mellem disse mennesker, der er hinandens familie og støtte, gjorde, at vi oplevede til en slags pinseunder ved efterårstid.

For her vil enhver, der møder op, opleve et fællesskab, der taler sit eget sprog, hvor man måske nok kommer for selv at få hjælp, men man står samtidig til rådighed for de andre, der på skift rækker hånden ud for at bede om støtte. Her møder man medmennesket uden fordomme, og man bærer håbet for dem, der har mistet det selv for en stund.

Vi sluttede af med at stå i en kreds og holde om hinanden, mens vi bad sindsrobønnen: »Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen«.

Denne bøn kan vi alle tage med os i vores liv, hvor vi kæmper vores egne kampe. Vi er måske ikke afhængig af alkohol, men ofte af andre ting, der styrer os rundt i manegen og tager magten fra os. Vi oplever alle, hvor alene vi kan stå med magtesløsheden og glemmer alt for let, at vi bare kan række ud og bede om hjælp.

Tak for, at jeg blev husket på det!