UNDSKYLD Hr. Borgmester Jacob Bundsgaard
»Må jeg minde borgmesteren om, at de fleste danske byer modtager betragtelige kommunale tilskud til julens arrangementer og julebelysning og drift generelt,« siger direktøren fra Aarhus City Forening.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når byens borgmester Jacob Bundsgaard revser byens handelsliv og blandt andet udtaler til Jyllands-Posten, Din Avis Aarhus Onsdag og Stiften, at handelslivet udstiller byen, når den ikke selv kan finansiere hele byens unikke stjernehimmel over Strøget. Undskyld Hr. borgmester, at branchen overhovedet er til stede i din by og bidrager med tusindvis af arbejdspladser og skatteindtægter til kommunen. En branche, der omsætter for langt over 10 milliarder årligt, holder liv i butiksfacaderne og gør Aarhus til Vestdanmarks indkøbsmetropol til glæde for også Aarhus Kommune.
Borgmesteren mener, at handelslivet udhuler skattegrundlaget i kommunen, når Gadeforeningen Strøget Aarhus sidste år modtog 200.000 kroner i tilskud og Aarhus City Forening i indeværende år har modtaget 100.000 kroner til en særlig efterårsevent. Er det disse beløb, borgmesteren henviser til, når han udtaler at handelslivet render ham på dørene? Helt ærligt...
Undskyld herr borgmester, må jeg minde om, at byens uundværlige kulturliv, byens turistorganisation Visit Aarhus, erhvervsturismen, Erhverv Aarhus, Aarhus Event og Aarhus Festuge modtager mere eller mindre direkte og indirekte betragtelige milliontilskud årligt.
Må jeg også minde borgmesteren om, at de fleste danske byer modtager betragtelige kommunale tilskud til julens arrangementer og julebelysning og drift generelt. Andre borgmestre i landets kommuner ser det som en af deres fornemmeste opgaver at underbygge den detailhandel, der er så vigtig at opretholde for en levende bymidte. Men i Aarhus fornemmer vi, at detailhandlen tages for givet af flere af byrådets politiske partier.
Må jeg ligeledes minde borgmesteren om, at partiets politiske ordfører Jesper Kjeldsen (S) over for foreningens samlede bestyrelse for et år siden lovede at bringe foreningens ønske om drøftelse af en partnerskabsaftale med ind i budgetforhandlinger med de øvrige partier her i efteråret, så foreningen kunne stå mere robust og på sikker grund, når der skulle jules eller byrummet skulle aktiveres gennem året. Vi venter stadig på en tilbagemelding fra herr Kjeldsen.
Borgmesteren taler også om mulig manglende innovation i byens detailhandel – lidt af en frækhed at udtale, og en nedgørelse af byens driftige butikker, kæder og stormagasiner og centre, som hver især og på fornemmeste vis forsøger at udvikle sig og kreativt finder nye veje og innovative løsninger tilpasset den enkelte butik eller forretningsenhed.
Borgmesteren udtaler også, at han kunne se en anden organisering af byens detailhandel – undskyld igen. Som nævnt er Aarhus City Forening en medlemsejet frivillig forening og har altid øre og øjne åbne. Men dette er ikke en sag for borgmesteren at blande sig i. Jeg fornemmer naturligvis, at borgmesteren synes, at undertegnede er den frække dreng i klassen blandt byens erhvervsdirektører og måske gerne så mig dysset lidt ned – og her kan borgmesteren have ret. Men jeg vil som Citydirektør til enhver tid kæmpe med næb og klør for byens handelsliv, byens butiksansatte og deres levebrød og tage de kampe, der skal kæmpes og normalt gerne i en god tone. Men sommetider er det nødvendigt at råbe lidt højere for at blive hørt og forstået på Rådhuset.
På positivsiden glæder vi os over borgmesterens iværksættelse af en proces og et arbejde for midtbyens handels- og samlede byliv og den afsatte million til det procesarbejde. En proces og et strategiarbejde, der blev iværksat kort tid efter et møde på borgmesterens kontor mellem Aarhus City Forening og borgmesteren, hvor undertegnede også her talte med lidt store bogstaver overfor borgmesteren for handling og forståelse for udfordringerne i detailhandlen generelt. Og vi er naturligvis meget taknemmelige for, at vi her blev hørt og ser meget frem til det videre forløb.
Til slut vil jeg minde borgmesteren om, at det snart er jul og hjerternes fest, og at stjernehimlen nok skal blive reddet på målstregen uden yderligere hjælp fra borgmesteren – et julemirakel vil forhåbentligt vise sig og redde julen for borgerne i Smilets By til glæde for aarhusianerne, turisterne, detailhandlen og Aarhus Kommune ikke mindst. Himlen tændes i forbindelse med årets traditionsrige juleparade fredag 15. november kl. 18.30, hvis bønnerne fra bliver hørt, og alle er velkomne. Vi glæder os naturligvis også til at se borgmesteren denne aften samt ikke mindst kigge fremad i et konstruktivt og godt samarbejde på tværs af byens gode kræfter og ikke mindst borgmesteren og Aarhus Kommune.