Enlig mand i firserne afvist på genbrugsstation - de skulle have haft en røvfuld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»De fleste af os har formodentlig oplevet at føle ubehag og vrede, når vi i et skovbryn eller på en p-plads finder et rustent komfur, en bulet kummefryser eller en defekt vaskemaskine.

Vores harme retter sig helt spontant mod den person, der har smidt sine udtjente hvidevarer der i stedet for at indlevere dem på en genbrugsstation, der jo er oprettet netop til dette formål. Vi fordømmer handlingen og foragter den formastelige. Her gælder ingen undskyldning, ingen tale om nødværge.

Hør så en historie om en enlig mand i firserne, der ved en besøgendes venlige mellemkomst fik læsset en kasseret vaskemaskine op i sin kassebil og kørte den til Genbrugsstationen i Knebel en kold og blæsende hverdag i oktober.

Han var den eneste på pladsen, hvor han henvendte sig i et opvarmet mandskabshus for at få hjælp, herunder besked på hvor godset skulle anbringes. Manden i skuret slap sin kaffekop og pegede på en sækkevogn og en container.

Vores hovedperson stod nu over for at skulle løfte det 80 kg tunge element en halv meter fra bilen ned på jorden. Hvis ordet ”genbrug” skulle have nogen som helst mening, kunne han jo ikke bare vælte maskinen ud på asfalten, og selv en m/k i sin bedste alder skal holde sig fra ene mand at løfte 80 kg.

Hans næste handling var derfor at gå tilbage for at bede den pladsansvarlige om at give en hånd med. Han traf denne gang en anden pladsmand, som imidlertid affærdigede hans anmodning med ordene:

»Hvis vi skulle gå og hjælpe alle der kom her, kunne vi jo ikke bestille andet. Du må komme igen og have en hjælper med.«

Det tog formentlig vor olding et øjeblik at fordøje denne melding. Måske tænkte han tilbage på den tid, hvor han kunne have givet manden en røvfuld.

Man må forestille sig, at han desuden har tænkt diverse smålige tanker om både kommunalt ansatte, lønnet for hans skattekroner, latterlige overenskomstregler og måske ligefrem mangelfuld medmenneskelig adfærd. Hvorom alting er, satte han sig op i bilen og kørte derfra med uforrettet sag.

Hvor han kørte hen med sin vaskemaskine? Det er historien uvedkommende.«