At livet det er livet værd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg mødte Jens Rosendal for første gang i sommeren 2005. Det var på Løgumkloster Refugium. Jeg var kommet til Refugiet, som det hedder i daglig omtale, for at få noget mere at vide om stedet, inden jeg tiltrådte som forstander.

Jens Rosendal blev født i Vendsyssel. Faren var landmand og indre missionsk og passede godt på pengene. Og man skulle helst ikke gøre sig bemærket. Moren var af en anden karakter. Hun kunne lide at danse og gjorde det en gang om året til asfaltballet i Thorshøj. Hun var af et andet gemyt. En gang, hvor familien skulle til en begravelse, ville hun have en ny frakke. Det mente faren ikke, der kunne være råd til, men godt - så skulle hun ikke med til begravelsen, og så var faren nødt til at give sig, for hvad ville folk ikke sige, hvis hun ikke var med.

For øvrigt skrev Jens sin første sang som 12-årig. En ode til kuld nyfødte grise. Da faren opdagede det, sagde han, at så kan du vel også skrive en sang til din lillebrors dåb, og det gjorde Jens så.

Jens har selv fortalt, at da han kom i puberteten, blev han klar over, at han nok var en smule anderledes. Han interesserede sig ikke så meget for piger som for drenge, men var også klar over, at det nok ikke var så godt. Det var noget, man skulle holde sig fra, for ellers var man langt ude.

Og da han så blev voksen, gjorde han så, som de fleste andre mænd gjorde. Han giftede sig med en kvinde, som med hans egne ord vidste , hvad hun ville, og hende giftede han sig så med, selv om han inderst inde godt vidste, at det ikke var rigtigt.

Senere blev Jens Rosendal højskolelærer på Løgumkloster Højskole, og her mødte han 20 år senere højskoleeleven Ulrik og forelskede sig i ham. I “forelskelssangen” skriver han:

Du kom med alt det, der var dig

Og sprængte hver en spærret vej

Ulrik og Jens fik 20 gode år sammen, men så skete det pludselig uden noget forvarsel, at Ulrik faldt om og døde af hjertestop.

Det følgeskab blev lykke her

hver dag var livet livet værd

og uden vej tilbage,

men prisen er så kæmpestor

for kærlighed på denne jord

dog aldrig skal jeg klage.

Da Jens blev pensioneret, tog han fast bopæl i sit sommerhus, som stadig ligger lige op ad diget ud mod Vadehavet ved Vesterende Ballum. Som nabo havde han jazzmusikeren Valdemar Rasmussen. En dag kom Valdemar hen til Jens med sin trompet og spillede ham et stykke, han selv havde lavet. Da han var færdig, sagde han til Jens:

»Synes du ikke, den var god?«

Det syntes Jens da, og så sagde Valdemar:

»Så skriver du lige en sang til den.« Og det gjorde Jens så. Den hedder ”Farvernes landskab”.

Varfter og diger står skarpt imod lyset.

Marsken bli’r dunkel, endnu skimtes de lyse får.

Plagen ved leddet bli’r som en skygge

i det mørke, hvor alt forgår.

Jens troede på Gud og blev ved med det hele sit liv, men det billede, han havde af Gud, forandrede sig med årene fra den strenge og dømmende Gud til den tilgivende og kærlige.

Sangen, der handler om mødet med Ulrik, slutter sådan her:

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær

på trods af det, der smerter,

og kærligheden er og bliver

og hvad end hele verden si’r,

så har den vore hjerter.

Jens Rosendal døde i 2018, men hans sange lever stadig!