Fortsæt til indhold

Dårlig arkitektur skal være fortid

Debat
Birgitte Majgaard, Christian Wibe-Marker, Torben Wallner, Thomas CordtzDen Konservative Byrådsgruppe i Skanderborg Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg kommune har gået en ny arkitekturpolitik, og det mener vi, der har været behov for længe. Mon ikke vi kan blive enige om, at når der bygges nyt i kommune, så vil vi alle rigtig gerne have, at byggeriet er af høj kvalitet, at det passer ind i de eksisterende omgivelser, at byggeriet er så bæredygtigt som muligt og frem for alt - at byggeriet er noget, vi alle kan holde af og holde ud at se på de næste mange år.

Mon ikke også vi alle kan pege på nogle byggerier og byudviklingsprojekter i vores kommune, hvor det ikke helt er lykkedes. Hvor man forledes til at tænke: “Det der er ikke for kønt” eller “Det her er stukket af og blevet for stort” På sammen facon kan vi nok også alle pege på projekter, hvor alt er gået op i en højere enhed, og som pryder omgivelserne. Det sidste vil vi gerne have mere af.

Det er sådan nogle tanker, der har optaget byrådet længe - og ikke mindst den konservative gruppe - fordi, der har vist sig et behov for at have lidt mere hånd i hanke med tingene. Vi har villet sikre, at nye projekter skal have arkitektonisk kvalitet i sig selv og tilføre kvalitet og værdi til den helhed, de placeres i. Og man skulle jo tro, at når byrådet har været enige om det, så kunne vi sikkert også hurtigt blive enige om, hvad politikken faktisk skulle indeholde.

Men som det ofte viser sig, er smag og behag og oplevelsen af æstetik en individuel sag. Derfor har det også givet anledning til ikke så få diskussioner og uoverenstemmelser partierne imellem. For hvad skulle der lægges særligt vægt på? Arv og kultur? Byggeriets udtryk? Klima og bæredygtighed? Højde og drøjde? Grønne arealer og trafikale løsninger eller noget helt andet?

Noget af det, der har givet anledning til diskussioner har været spørgsmålet om bygningsstørrelser. For eksempel om en bygherre, der ikke nødvendigvis ønsker a bygge små boligenheder, skal kunne tvinges til det alligevel. Her mener vi fortsat, der skal være plads til forskellighed; til stort og småt alt efter behov, så længe projekterne naturligt føjer sig til omgivelserne og er af høj kvalitet. Den snit synes vi, er opnået med de ændringer, der er foretaget op til vedtagelsen i byrådet.

Efter konservativt indspil lykkedes det nemlig at få filet lidt på tingene og få ændret på ordlyden i nogle passager. Nu har den det fokus og den balance, vi synes, den skal have - primært på nye projekters forholden sig til helheden, til livskvalitet, til byliv, til natur, kultur og arv og til klimaet. For der skal selvfølgelig tages hensyn til alle førnævnte og navnlig til de mennesker, der skal bo i og færdes ved nye boligprojekter og bydele. Det gælder i hele kommunen, og det står vi på mål for.