Fortsæt til indhold

Folkevalgte politikere skal være deres opgave voksen

Debat
Frank Rune Kristensen NielsenHylkevej 88 8660 Skanderborg
Tobias Brus MikkelsenLokalformand for Dansk Folkeparti i Skanderborg Vester alle 12E, 2, m.f. 8362 Hørning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man er folkevalgt politiker, følger der et ansvar med. En del af det ansvar er at deltage i diverse møder og forpligtelser. Hvis man ikke kan leve op til dette, bør der være konsekvenser.

Det er selvfølgelig forståeligt, at der kan opstå sygdom eller syge børn, som kræver opmærksomhed, men det er sjældne undtagelser. Når vi ser politikere, der over en længere periode har høje fraværsprocenter, må der gribes ind. Vi stiller krav til studerende i deres uddannelser, så hvorfor skulle vi ikke stille lignende krav til vores folkevalgte, der har et langt større ansvar?

Når man bliver valgt til en politisk post, skylder man sine vælgere at møde op og udføre sit arbejde.

Det handler også om respekt for de borgere, der har valgt en til et vigtigt ansvarsområde. Når man bliver valgt til en politisk post, skylder man sine vælgere at møde op og udføre sit arbejde. Det nytter ikke, at man ”ikke lige har tid” eller ”ikke har lyst”. Og i en tid, hvor det er teknologisk muligt at deltage i møder online, bør sygdom ikke nødvendigvis være en hindring for deltagelse.

Tager vi et kig på vores eget byråd i Skanderborg, er det kun to medlemmer, der ikke er noteret for fravær – det er simpelthen ikke godt nok. I den modsatte ende af skalaen ser vi, at hele 12 byrådsmedlemmer har et fravær på over 7,5 procent. Værst står det til hos løsgængeren Malene Ringberg (tidligere Socialdemokrat), som har hele 21,6 procent fravær. Det ville være nok til at blive smidt ud af de fleste uddannelser! Det er simpelthen ikke acceptabelt, at vi har så mange byrådsmedlemmer, der ikke løfter deres opgaver og ansvar tilstrækkeligt. Det kan de ikke være bekendt over for kommunens borgere.

Det er på tide, at vi stiller klare krav til vores folkevalgte - for både deres og vores skyld.