Det kræver mod at stole på, at lyset bryder igennem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En ældre dame, som jeg engang kendte, var bange for mørke. Hun var det, vi kalder for mørkeræd.

Så når mørket faldt på, sørgede hun for at tænde lys så mange steder som muligt i sit hjem. Lyset hjalp hende med at holde uroen og utrygheden nede. Hun holdt af at sidde i sin lænestol i stuen med alle sine lys og lamper tændt.

Hun vidste, at mørket stadig var omkring hende. Men når hun sad i lyset, var det på en måde til at håndtere, at mørket var derude på afstand.

Der er stor forskel på lys og mørke – også selv om man måske ikke betragter sig selv som mørkeræd. Mørket kan naturligvis være kærkomment, hvis vi trænger til en god nats søvn. Men der er ofte også noget ildevarslende og urovækkende ved mørket. I mørket gemmer sig ofte alt det, vi ikke kan få helt styr på og se klart nok til at gennemskue – sådan er det både i konkret og i overført forstand. I mørket vokser alt det urovækkende og truende sig ofte større og mere tyngende.

Så mange af os foretrækker lyset. Vi foretrækker at kunne se klart og langt, så vi minimerer alt det, som kan komme bag på os. Problemet er blot, at ingen af os formår at være udelukkende i lyset. Mørket hører med som et grundvilkår i vores liv.

Sådan var det også for den ældre dame, jeg kendte. Hun forsøgte at tæmme mørket med alle sine lamper, men også hun måtte i både konkret og overført forstand opleve, at hun ikke altid kunne holde det på afstand.

Meget konkret var det for hende, når hun skulle ned i sin kælder. Hun var nødt til at tage de første skridt ind i kælderens tætte mørke for at tænde den dovne loftslampe i rummet. Og så måtte hun blive stående der i mørket, mens lyset ganske langsomt vågnede i kælderen.

»Det kræver mod at blive stående der« sagde hun engang. Og det har hun jo ret i. Det kræver mod at blive stående midt i mørket og vente og stole på, at lyset bryder igennem – om det så er en doven og dunkel pære i kælderen, eller det er i mere overført forstand, og vi er henvist til håbet om, at mørket i vores liv eller i verden omkring os ikke er det eneste eller det sidste, der når os, men at lyset på den ene eller anden måde vil bryde igennem til os.

Den kristne fortælling er en kernefortælling om lyset, der bryder igennem mørket. Vores bibel er en skattekiste af fortællinger om lyset, der baner sig vej. Vi kender fortællingen om skabelsens morgen, hvor lyset kommer som det første af alt det skabte liv. Og helt centrale i den kristne fortælling er beretningerne om julenats stjerne over krybben og påskemorgens opstandelsesberetning om gravens væltede sten og den oplyste gravhule. Lys og dermed liv er den røde tråd i den kristne fortælling.

Igennem hele sit liv satte den ældre mørkeræd dame sin lid til lyset. Også når hun stod i kælderens mørke og ventede. På en måde havde hun indset, at hun måtte blive stående i mørket og sætte sin lid til lysets kraft i stedet for på egen hånd at forsøge at famle sig frem i blinde. Og det kræver netop mod at blive stående der og vente og sætte sin lid til noget, der er uden for ens egen rækkevidde.

Hver gang vi kommer ind under kirkens tag, får vi en bid af budskabet om, hvordan der rækkes lys til os, så vi ligesom en mørkeræd dame kan finde mod og håb midt i mørket. Så tilliden til, at lyset i sidste ende vil vise sig stærkere end mørket, kan slå rod i os.