Gud godt kan tåle, at man råber ad ham

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Skæld ud på Gud!« Sådan hedder en bog af hospitalspræst Preben Kok, en bog som udkom for omkring 16 år siden – men som stadig står som en milepæl i min forståelse af, hvordan man kan håndtere lidelse i tilværelsen.

Tanken bag bogens bastante titel, er den, at man som menneske har lov at give op, at føle sig lille og hjælpeløs – og at Gud godt kan tåle, at man råber ad ham. Faktisk kan det ligefremt være godt at føle sig magtesløs, for det man ikke har magt over – det har man heller ikke ansvar for. Det er dermed ikke ens egen skyld, at man er blevet syg eller er kommet ud for en ulykke.

Ud fra 40 års erfaring som hospitalspræst og fra et kristent grundsynspunkt belyser forfatteren tunge temaer, som skyld, magtesløshed og forestillingen om, at vi som mennesker kan styre alting selv.

Nu er bogen, som skrevet, ret gammel, men jeg kom til at tænke på den forleden, hvor jeg i radioen hørte et interview med en kendte folketingspolitiker, der som ung havde fået konstateret sklerose. Hun var kun 23 år gammel og var lige blevet valgt ind i folketinget, da hun fik diagnosen.

I radioprogrammet fortalte hun om sine følelser og hun havde en meget klar erindring om mange detaljer i løbet af dagen og ikke mindst om, hvordan hun havde reageret.

»Jeg blev så vred på min krop,« sagde hun. Og vreden kom fordi kroppen ikke længere ikke kunne det, den skulle kunne.

Udsagnet ramte mig- fordi jeg tænkte, at det var en måde at reagere på en sygdom på – en måde som var anderledes end at blive vred på Gud. Jeg skal ikke plædere for, at ateister håndterer sygdom, ulykke og lidelse anderledes end kristne – men det var blot meget tankevækkende for mig, at vreden blev rettet mod kroppen.

Jeg tænkte, at det måtte være hårdt, ikke at kunne placere en form for ansvar eller skyld uden for egne rækker. Det lå så meget ansvar på egne skuldre, som hun skulle bære oven i diagnosen. Det gav mig en fornemmelse af den ensomhed, der kan blive, når alt er selvberoende.

I teksten om den lamme ved Bethesda Dam, der ligger en mand ved en dam og han har ligget der i hele 38 år – da Jesus kommer forbi ham. Vandet i dammen kom af og til i oprør, står der og når det skete, så gjaldt det om at skynde sig og komme ned i vandet, fordi den første, der kom i baljen, angiveligt blev helbredt.

Problemet for denne mand, som altså har ligget syg i 38 år, er, at han er alene – han fortæller det til Jesus – at han ikke har en eneste, der kan hjælpe ham ned i dammen og når han så endelig får stablet sig op selv og nærmer sig det forjættede vand, ja, så er der allerede en anden der har været i dammen og så at sige, har suget velsignelsen til sig.

Man forstår ud af historien, hvor skidt det er for den syge ikke at have et andet menneske, der kan give ham den råstyrke, han selv mangler på grund af sin lammelse.

Det er ikke bare under sydlige himmelstrøg, det er godt at være flere – mange af de gamle overleveringer fra Grønland kredser om, hvor ilde stedt man er uden sine medmennesker og hvor sårbart livet er, hvis man ikke har nogen, der kan lære en at fiske og jage.

Enegang er måske godt og tilstrækkeligt, så længe man er ung, rask og usårlig – men behovet for ens næste melder sig, når virkeligheden banker på med sine vilkår, der kan være både brutale og ubarmhjertige.

Der er en grund til, at de elskende i vielsesritualet lover hinanden – at følges i medgang og modgang – for særligt i modgang er det godt at være to – for det er af og til godt at have en anden at skælde ud på.