Hvad nu hvis ...

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad nu hvis stjernerne en dag var væk

og hvad nu hvis vinden døde stille hen

og solen aldrig mer’ ville vise sit ansigt.

Hvad sku’ jeg så gøre?

Og hvad nu hvis sneen smeltede bort?

og hvad nu hvis regnen udeblev?

Hvad nu hvis alting blev helt sort?

(Uddrag fra sang af Alex Ambrose)

”Hvad nu hvis” er tre ord, der tilsammen danner et af de måske mest fundamentale spørgsmål i vores menneskeliv, og det er ikke vanskeligt at fortsætte listen af hvad-nu-hvis-spørgsmål fra sangen: Hvad nu hvis jeg mister mine elskede, hvad nu hvis jeg havde handlet anderledes.

Når vi midt i håbløshed stiller spørgsmålet hvad nu hvis, så er det et nådesløst og barskt spørgsmål, fordi vi godt ved, hvor skrøbeligt menneskelivet er, fordi vi udmærket ved, hvor magtesløse vi står over for naturens kræfter og over for den smerte, det er, at miste.

I evangelierne møder Jesus igen og igen mennesker, der står i en håbløs situation. Én af dem er Simon, der gang på gang natten igennem har kastet garn i vandet for at fange fisk, men ingen fanger. Til ham siger Jesus: Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst! Simon svarede: Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud. (Lukasevangeliet 5,5)

Det dyb, som Simon har kastet fiskegarnet ned i natten lang, er så uendeligt som den håbløshed, vi kan føle med spørgsmålet hvad nu hvis. Men midt i håbløsheden – der hvor vi selv er kommet til kort – der kan vi handle på ord, der ikke er vores, præcis som Simon gør det, da Jesus beder ham om at kaste garnene ud igen ovenpå den mislykkede nat uden fisk i nettet. Først svarer Simon: Mester, vi har slidt hele natten og intet fået .. men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.

Simon minder os, der lever i dag, på menneskelivets vilkår af skrøbelighed og bekymret spørgen til hvad nu hvis, om, at vi kan vende os mod ord, der ikke er vore egne og mod det håb, der er som en til enhver tid tilstedeværende sprække i vores liv, hvorfra lys kan trænge ind i håbløshedens dybe mørke.

På håbet kan vi så igen stille spørgsmålet hvad nu hvis og se muligheder, der er ligeså uendelige som det dyb, Simon trækker flere fisk op af, end der kan være i hans lille båd.