Hvornår skal jeg gøre det gode?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nu står julen så småt for døren.

Jeg kender en del, der allerede har pyntet op, og fred være med det, selvom vi i kirken gerne lige vil sætte adventstiden på dagsordenen på trods af, at den er ved at gå i glemmebogen i mange menneskers forberedelser til højtiden.

Folk henvender sig på kirkekontorerne og hos organisationerne i denne tid for at få ansøgningsskemaer til julehjælp. Nogle søger så mange steder som muligt, andre nøjes med den lokale julehjælp fra kirken. Mange frivillige har været i gang i løbet af året for at samle midler til uddelingen, så der er så meget som muligt at dele ud af. Frelsens Hær pudser trompeten, så den er klar til musik på gågaderne, hvor sloganet: »Slip slanterne eller vi synger!«, pryder indsamlingsbøsserne.

Privatpersoner slår begivenheder op med invitation til at komme hjem til dem juleaften, for ingen skal sidde alene den aften. Børn donerer deres legetøj til Mødrehjælpen, så dårligere stillede børn kan få en gave. Den, der ikke ønsker sig noget, får en ged i Pakistan.

De hjemløse med Hus Forbi foran forretningerne får lidt ekstra til misbruget, og i det hele taget kan der brede sig en stemning af godhed midt i travlheden. Måske endda en selvgodhed. Der er stigende fokus på, at den, der gør godt mod/hjælper et andet menneske, selv får noget ud af det, og at det er en legitim grund til at gøre godt. Motiver kan antage mange former. Det kunne også være en form for dårlig samvittighed, der har sneget sig ind. Det kunne også være en selvgodhed, der lige stak sit hoved frem og sagde: »Se, hvad jeg har gjort.«

Eller måske får man det dårligt, når man ser den hjemløse og kigger væk, eller når billeder fra krig og naturkatastrofer løber over skærmen.

Det er nemlig meget sværere at gøre det gode, end man lige tror. Den dårlige samvittighed, lysten til at blive set og følelsen af hjælpeløshed er ikke de bedste udgangspunkter for at hjælpe. Det er på godt og ondt – det kommer med en pris – at vi i den kristne verden føler os ansvarlige for at hjælpe, hvor vi kan i hele verden. Vi prøver at hjælpe mennesker, der ikke hører til vores egen religion, familie, gruppe, stamme eller klan. Vi gør det, fordi vi føler os ansvarlige for fællesskabet, også fællesskabet med andre mennesker ud fra det perspektiv, at et ethvert menneske er lige meget værd. Det naturlige synes at være, at der er forskel på folk, men vi kristne øver os i, at alle er lige.

Vi kan også øve os i ikke at blive nedtrykte over den hjemløse foran forretningen eller mennesker i nød i fjernsynet.

Min rettesnor er:

Mærker jeg en indre tilskyndelse til at gøre noget? Hvis ikke, så lader jeg det ligge.

Kan jeg gøre noget? Hvis ikke, lader jeg det ligge.

Vil jeg gøre noget? Hvis ikke, lader jeg det ligge.

Vel at mærke med god samvittighed.

Og så er der lige det med iveren efter at gøre det gode ikke mindst i julen.

Vil vi give den hjemløse penge til hendes misbrug (70 cl vodka koster 66,95)?

Vil vi give julehjælp til alle, der søger, også selvom vi bliver snydt af få eller mange? Vi ved, at nogle af de penge, vi giver ud i julehjælp, ender i alle mulige andres lommer end modtagernes.

Vil vi hjælpe ofre for jordskælv og oversvømmelser?

Jo, vi kan så meget og sikkert endnu mere.

Hvis vi mærker den indre indskydelse. Hvis ikke: Lad det ligge.