Melankolske november bærer en skønhed i sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvis jeg skulle være i tvivl om, hvor på året vi befinder os, så kan jeg bare tage et kig uden for mit vindue. Himlen er grå, og skyerne hænger lavt, sådan som det nu er på en novemberdag. November kan føles som en pause mellem efterårets sidste farver og vinterens kulde. Det er en måned, der ofte bærer en melankolsk stemning med sine korte dage og lange nætter. Træerne står næsten nøgne, og naturens puls synes at gå ned i tempo.

Men november bærer stadig en skønhed i sig. For når jeg går en tur og ser de nedfaldne blade, så kan jeg godt se forfaldet, og – især på de vindstille dage – kan jeg mærke, at luften bærer denne særlige duft af jord i sig, men de nedfaldne blade kan også lyse op på den mest fantastiske måde. Der ligger de i gule, orange og kobber-agtige nuancer, og visse steder kan de næsten danne små løbebaner som af ild eller stier som af guld, der lyser op i novembers mørke.

Hvis vi ser på hele året som en cyklus, så er november tiden, hvor naturen går i dvale. Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard skriver i ’Om efteråret’ om en novemberaften, hvor han kommer kørende forbi en mark. På marken står en traktor stille, men dens lyskegler åbner mørket, og Karl Ove Knausgaard fortæller: ”Jorden, sort, nogle steder glinsende, lå som et langt gulv. Jeg tog mig selv i at tænke på den som levende, at den ligger i dvale disse måneder og vågner op om foråret, hvor den ligesom rejser sig mod himmelen med alle sine udtryk: lysende gule rapsmarker, bleggrønne kornmarker, som i løbet af sommeren bliver gulbeige og efterhånden bare beige, gulgrønne græsmarker, skarpt grønne marker med løg, kartofler, gulerødder, sukkerroer. Og at jorden efter denne enorme anstrengelse atter søger hvile, og uden brok lader alt blive skåret ned, trukket op og høstet, for så igen at blive pløjet så herligt op før vinteren venter med sin hvile.”

Jeg synes, der er noget smukt over at se november som en del af naturens cyklus, som en nødvendig forberedelse til forår og sommer. Den nøgenhed, som vi oplever i november, er jo forudsætningen for, at det igen kan blive forår og sommer, og sådan kan november også være et billede på, at vi mennesker kan slippe det gamle for at kunne tage imod det nye.

I kirken har vi snart sidste søndag i kirkeåret, hvorefter et nyt kirkeår begynder 1. søndag i advent. Og hvor mærkeligt det end er, så er det livgivende hvert eneste år at tage hul på de gamle tekster. Nye erfaringer kommer til, og vi ser nye dybder i Guds kærlighed. Det vil jeg tage med mig fra november og så se frem til det kommende lys, som advent bringer.