Det kan du sagtens …

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det kan du sagtens … Sådan lyder de opmuntrende ord på min cykeltur hjem fra Ellevang Kirke.

Ordene kommer ikke fra mig selv, men står derimod på vej ned til en viadukt under Grenåvej. Her er ordene placeret på en mur, så de kan læses, både hvis du skal trille ned ad bakke til viadukten, eller hvis du skal cykle det lange seje træk op ad bakken på Grenåvej.

Jeg kender ikke baggrunden for, at sætningen står der. Men hver gang tænker jeg ved mig selv: Det kan du sagtens sige. For meningen med ordene bliver farvet af, hvilken vej man skal.

Det er nemt at sige, at det kan jeg sagtens, hvis jeg ikke engang behøver træde i pedalerne for at komme frem. Men går det derimod op ad bakke, bliver ordene nærmest til et provokerende hep. For lige dér kan Grenåvej føles uendelig lang, og der skal for alvor trædes i pedalerne, hvis ikke man skal vælte. Men det kan du sagtens …

De samme ord kan vi høre os selv sige til et menneske, der oplever, at livet er op ad bakke. Men selvom det er sagt i allerbedste mening, er det en ringe trøst og noget af det mest provokerende, man kan sige til et menneske i krise.

Det hører jeg gang på gang i mit arbejde som præst. For står man lige der, hvor livet gør allermest ondt, er de opmuntrende ord eller forsøget på at finde formildende omstændigheder snarere forsmående og distancerende til det kriseramte menneskes virkelighed. Det efterlader et menneske alene i afmagten, og det er et ensomt sted at være.

Men hvad skal vi så gøre?

Vi kan turde være i afmagten sammen med det andet menneske uden at prøve at finde løsninger. Livet kan være hårdt, urimeligt og til tider ikke til at bære. Men det er lettere, hvis nogen bare tør være i det sammen med os. Det var noget af det, Jesus gjorde. Han gik ind i afmagten sammen med os. Hans opmuntrende ord var måske lidt mere langhårede end vi nødvendigvis altid kan forstå, men han forsmåede aldrig vores problemer.

For Jesus kendte selv afmagten. Ja, han mærkede det endda på egen krop, da han stod over for sin egen død. Men han turde være i den. Og det kan vi lære noget af: At turde være i afmagten sammen med et andet menneske.

Det kan du sagtens …