Johnny Madsen var et adventsmenneske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nogle kendte mennesker går hen og bliver ”folkeeje”. Måske endda ligefrem folkekære.

Det er som om, vi på en måde alle sammen har en lille andel i dem. Ikke mindst fordi de har leveret baggrundsbilleder og lydtæppe til vores tilværelse måske igennem en menneskealder.

Derfor er det også så underligt, når de dør og forstummer. Den sidste tid har Danmark måttet sige farvel til en hel håndfuld af vores ”fælles mennesker”. En skuespiller, en filmmager, et sportsmenneske og musikeren og kunstmaleren Johnny Madsen. For en tid dukker de igen op på skærmen og på forsiderne. Som om de tager en slags sidste runde i manegen, hvor vi kan få lov til at mindes og takke og tænke over noget, de var eller gjorde eller sagde.

I det sidste TV-interview, Johnny Madsen gav, talte han om advent. Han nævnte godt nok ikke ordet advent, og han tænkte sikkert ikke over det selv. Men det lød nu sådan for et præsteøre. »Vi ved alle sammen, at vi skal dø,« sagde han. »Men det, jeg beskriver, det er…« – og så læner han sig frem i stolen: »La’ vær’ med at lægge store planer - for tilværelsen - så du springer over øjeblikket! Øjeblikke! Det er dér, hvor tingene sker. Og hvis man siger ”nej tak” til øjeblikket, fordi man har en større plan med sig selv… så kan det da godt være, at man bliver 90 år ved at sige nej til alt i verden - men er det ikke sjovere, at blive 75 og sige ”ja tak” til øjeblikket?«.

Det handler advent om. At være nærværende og åben og vågent til stede i øjeblikket. Ikke at foregribe eller forcere men at afvente. Den indstilling kan nok føles helt anderledes eller modsatrettet end det, vi ellers indstiller os på i december.

Det føles tit som om 1. december er en slags startlinje, hvorfra vi styrter frontalt ind i adventstiden og flagrer videre gennem de 24 dage med en hvilepuls på 200 og forventer det fuldkommen urealistiske af os selv. For at ”nå frem” til jul. Mens vi glemmer, at julen og julens glæde handler om det, der kommer til os. Helt ufortjent og helt udenfor vores egen kontrol eller planlægning.

Jeg vover at kalde Johnny Madsen et adventsmenneske, fordi han har sans for at være til stede i øjeblikket. Og fordi han har sans for, at de væsentlige øjeblikke har deres udspring i noget dybt og meningsfuldt. Noget livgivende eller ligefrem vidunderligt.

Om det så er det store eller det små af den slags øjeblikke. De er rodfæstede i noget, der er større end os selv, og derfor kan den slags øjeblikke forene og samle både det, der var, og det der er, og det der kommer. Sådanne øjeblikke kan vi læne os ind i og vide og tro og mærke at, ”alt er godt”, – hvordan det så end ellers lige står til med os.

Johnny Madsens øjeblik er ikke tomt eller hult eller intetsigende. Det har tværtimod en fylde. Måske fordi det er en del af evigheden? Det har forbindelse til noget sandt. Noget godt. Noget skabende. Noget fornyende. En livskraft der gør, at noget væsentligt kan finde sted i eller vokse ud af det øjeblik. Et sådant øjeblik er et adventsøjeblik.

Ordet advent stammer fra det latinske Adventus Domini, som betyder ”Herrens komme”. Og det kan på mange måder være et modsvar til vores moderne selvopfattelse.

Vi tror altid, at det er os, der bevæger os – kommer fremad og bestemmer retningen i vores liv. Men når vi bevæger os gennem decembermørket, er der samtidig noget, der kommer os i møde. Det kræver ikke andet, end at vi formår at stoppe op. Oplukker hjerte og sjæl og sind for at advent er glæden over alt det, der endnu ligger uset og underfuldt i svøb for os. Og kommer til os på trods af alle knuste drømme eller håbløse forventninger, vi kan bygge op om vores eget liv. Den tro er måske det vigtigste, vi kan give hinanden i adventsgave. Glædelig advent.