Fortsæt til indhold

Ambitiøs sundhedsreform på vej: »Det stiller store krav til de folkevalgte«

Debat
Frede Olesendr.med., Fhv. praktiserende læge Lille Nyhavn 3 4.th, Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Folketinget har netop vedtaget en sundhedsreform, som er den mest ambitiøse i de sidste 30 år. Man har nu et reelt politisk ønske om at styrke ældreomsorgen, adgangen til praktiserende læger og de nære sundhedstilbud til især borgere med kronisk sygdom. Skal det lykkes stiller det meget store krav til dem, vi opstiller til kommunalbestyrelser og regionsråd, og det skal medtænkes, når de politiske partier skal vælge kandidater.

Et uengageret regionsråd vil føre til mere centralisering. Derfor skal der vælges personer med engagement, indsigt og en vision

Antallet af regionsrådsmedlemmer reduceres, men de 31, der bliver tilbage skal i høj grad engageres i de 17 nye regionale sundhedsråd og være garant for, at reformen lykkes inklusive gode decentrale tilbud. Et uengageret regionsråd vil føre til mere centralisering. Derfor skal der vælges personer med engagement, indsigt og en vision om at skabe et mere balanceret regionalt sundhedsvæsen, hvor der overalt er nærhed, kvalitet og gode tilbud som supplement til vore gode sygehuse.

Hver kommune kommer med i et af de 17 råd med valgte kommunalpolitikere, og de skal ligeledes værre garanter for, at reformens intentioner om smidighed, nærhed, tilgængelighed og sammenhæng lykkes. Det kræver igen at vi vælger kommunale kandidater med de rette visioner og tilstrækkelig flid, indsigt og engagement.

Derfor denne opfordring til hvert partis bestyrelse: hold også fokus på den nye sundhedsreform og vær omhyggelig med at sikre en balanceret opstillingsliste med kandidater, der interesserer sig for reformens succes.

Måske skulle lokale patientforeninger etablere gode fora for dialog med kommende lokalpolitikere.

Måske skulle de vigtigste partier starte med et tværpolitisk borgermøde, hvor reformens indhold foldes ud, og behovet for gode kandidater synliggøres