Forventningsglæde – på to måder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er to slags forventninger, der gør, at vi er spændte og fylder os med forventningsglæde:

For det første er der de forventninger, der retter sig mod det uvisse, det hemmelighedsfulde, der giver muligheden for at lægge alle mulige mere eller mindre realistiske drømme i vores fremtid. Selvom det som barn altid var hårdt ikke at vide, hvad man fik i julegave, var en stor del af glæden lige præcis det, at man ikke kunne vide noget, men at man kunne drømme om, hvilke af ens ønsker, der ville blive opfyldt. I min barndom tilbragte vi de fleste somre på Bornholm. Men indimellem syntes min far, vi skulle prøve noget nyt. Jeg glædede mig altid i mange uger til sommerferien. Og jeg var endnu mere spændt, når vi skulle til et nyt sted. For her kunne jeg lægge alle mulige forestillinger om et fremmed sted i mine sommerferiedrømme.

Men den anden form for forventninger er lige så fantastiske; de forventninger, der er forbundet med at glæde sig til det, vi kender. Den slags forventningsglæde forbinder vi i høj grad med adventstiden som forberedelsestid til julefesten. Vi glæder os til jul, fordi vi ved, hvad det er, vi kan glæde os til, hvad vi skal spise, synge, hvordan juletræet skal være pyntet, hvem vi skal være sammen med juleaften og hvem der kommer til julefrokosten anden juledag. Drejebogen er skrevet for mange år siden, og det gør, at jeg kan glæde mig. Der vil ske det, der altid sker.

Sådan var det i mit tilfælde også med vores sommerferier på Bornholm. Forventningsglæden var en hel anden, når jeg vidste, at vi skulle til det sted, jeg kendte. Så snart, mine forældre havde bestilt sommerhuset, dvs. ofte i begyndelsen af året, kunne jeg begynde at glæde mig til igen at tilbringe tre, eller fire uger det sted, der for mig var indbegrebet af sommerglæde.

Måske er denne form for forventning endnu bedre, end den glæde, vi forbinder med det ukendte, overraskelsen. Og det har muligvis at gøre med erfaringen af, at fremtiden jo altid er forbundet med en vis form for usikkerhed; at vi aldrig helt kan vide, om det, der kommer, er godt, eller dårligt. Med fremtidens usikkerhed som grundvilkår i vores liv, er de faste holdepunkter, de gode øjeblikke, for hvilke drejebogen allerede er skrevet, vigtige pejlemærker, der kan forhindre, at usikkerheden tager over.

På den måde, kan adventsugerne være en tid, der – på trods af, at den selvfølgelig også kan være præget af stress og travlhed – fylder os med glæde, giver ro, fordi vi ved præcis, hvad der sker i festdagene. Vi må bare ikke glemme, at det, vi fejrer, sådan set er løftet om en fremtid, ingen af os har erfaringer med. Det er den anden form for forventningsglæde, der sættes i gang med Jesu fødsel: forventningen, der retter sig mod det uvisse, det, der kan fyldes med drømme, med håb.

”I dag er der født jer en frelser i Davids by” hedder det i juleevangeliet. Men for at konkretisere, hvad det betyder for os, bliver vi nødt til at gå tilbage til gamle tekster, som de profetier og visioner, vi hører i de kommende uger i kirkerne. Visioner om en fredelig, retfærdig verden, hvor ”ulven skal bo sammen med lammet … koen og bjørnen bliver venner … Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg.” (Es. 11,6-9). Eller vi skal lytte til vores egne drømme, vores længsler efter alt det, der gør vores verden bedre.

Adventstidens forventningsglæde kan i hvert fald gøre os bevidste om, hvad det er, vi håber for den fremtid, vi mennesker går i møde og er med til at skabe.