Aula-alarm: Var det komælk, Noah så i køleskabet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Før Peter A.G. kunne leve af at være Peter A.G., smurte han og de andre medlemmer af Gnags om natten madder til de aarhusianske skoleelever. Dengang var kost- og hygiejnebevidstheden sikkert en anden. Men en form for mad fik børnene, og nu skal de have det igen. I hvert fald, hvis det står til byrådets radikale, socialdemokrater og medlemmer af SF, der jubler over skolemadsfinansloven, der er rigere på symboler end midler.

Heldigvis fristes man til at sige, for man har indtrykket af, at der er nok andet at bruge samfundets penge på i 2024 end pastasalat og kyllingespyd. Nok skal vi forberede os til krig, kriser, klimakatastrofer og handelskrige, men det kan ikke være rimeligt, at børn og forældre også skal belastes med madpakker, må man forstå.

Til gengæld venter der med skolemaden, som socialdemokraterne med vanlig sans for andre folks penge kalder ”gratis”, langt mere uoverkommelige problemer.

F.eks. udsigten til alenlange diskussionstråde på Aula om portionsstørrelser. Om, hvorvidt bollerne er bagt på surdej eller simpel gær. Om Almas mave, der ikke kan tåle, at hun skal spise så hurtigt. Om at Ella altså ikke kan lide rød peberfrugt. For ikke at nævne de i forvejen udmagrende forældremøder. Var der rester af PFAS i tirsdagens råkost og var det virkelig komælk, Noah havde spottet i køleskabslågen? Og er der overhovedet ikke nogen, der tager det alvorligt, at konventionel kanel er direkte dødbringende? Skal der lig på bordet, før skolelederen griber ind? Halal, laktose, gluten og sukker kan blive tilbagevendende emner, og desværre nåede vi heller ikke denne aften til punktet om faglighed.

Da Peter A.G. smurte pålægsmadder i lange baner, fandtes der tilsyneladende færre allergier. Man spiste, hvad der blev serveret. Aarhus Salatfabrik opererede med sloganet ”Salat er sundt! Salat er billigt!”. Så der blev rørt tonsvis af italiensk salat, russisk salat og peberrodssalt i Nørre Allé, hvor man også kunne købe oste-, frugt- og chokoladecreme, ”der var særligt gode til børnenes skolemad”.

I vores samtid har man fra en midtbyskole hørt om et tilfælde af lys pålægschokolade på kernefattigt rugbrød, så det er på tide, at det offentlige påtager sig ansvaret for, hvad børnene kommer i munden.

Eller også kunne man koncentrere indsatsen om de børn, der kommer fra hjem, hvor køleskabet altid er tomt. Børn, der af økonomiske eller sociale årsager ikke får tilstrækkelig mad hverken derhjemme eller i skolen. Men tanken om, at der findes børn, som sultne og misundelige kigger på klassekammeraternes madpakker, ødelægger måske appetitten. De begrænsede midler kunne gøre større gavn for barnet med det reelle behov, end ved at skrabe smørret så tyndt, at ingen bogstaveligt talt kan smage det, og derfor alligevel går i supermarkedet efter pølsehorn.

Hvem der i øvrigt skal koge al den bulgur, er uvist. Kommunen mangler SOSU-medhjælpere og pædagoger. Varme hænder til kold mad? Peter A.G. er så vidt vides ikke længere i markedet for catering, og ungerne kommer heller igennem læringsplanerne ved at spise mandler med mynte-stænk og æbler med lommekniv i skolen.