Tre kirker taler sammen på tværs af tusind år

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Han var træt. Han var slidt. Han havde set alt for meget. Havde gået over marken og være nødt til at træde på de døde. Kroppe overalt. Det gav ikke mening. Ville bare hjem og holde den lille i hånden. Året var 1340. Han havde kæmpet sammen med Niels Ebbesen mod de holstenske besættere. Helt udmattet tog han fat om det kolde, mørke jernhåndtag, døren var heldigvis åben. Han satte sig tungt i kirkens rum. Løftede blikket mod kalkmalerierne. Hjertets hammer faldt til ro. Her var fred. Måske skulle det hele nok gå…

Hun havde fået nok. Af al sladderen. Alle blikkene. ”Den skøge”. ”Hun er ikke hans ægte hustru”. Anna Sophie lod fingrene glide hen over det veludførte træskærerarbejde, tog fat i stoledøren, åbnede den med lidt besvær og lod sig glide ned på kirkebænken. Det var hendes sted. Her kunne de dømmende blikke ikke nå. Det var fornemmelsen af hjem. Hun var flygtet hertil fra Clausholm for ni år siden og blevet viet til sin Frederiks venstre hånd. Det var kærlighed. Besværlig kærlighed. Nu var Louise død. Rivalen. Måske ville det hele lysne…

Han havde haft styr på det shit. Succes på alle niveauer. Go’ Aften Danmark, mest afspillede sang på Spotify i DK, penge, der bare væltede ind. Nu var der mørke, mistet mod og krav, han ikke følte, han kunne honorere. Kunne han komme igen? Havde han tabt nogle i farten? Han svingede ind på p-pladsen. Fed bygning. En ny kirke. Han stillede sig midt i rummet. Lyset vældede ind gennem vinduernes træpaneler. Skygger faldt på hans ansigt. Loftet strakte sig mod himmelen. Han trak vejret dybt. Løftede blikket mod korset. Andre havde haft det svært før ham. Det var rart at stå stille. Bare at være. Måske behøvede han ikke altid have styr på det shit…

Tre historier på tværs af tusind års historie. Tre kirker, Skanderup, Slotskirken og Højvangen Kirke, i samtale på tværs af søen. Det hele minder os om, at vi kan være stolte af en lang, lang historie her på egnen og glæde os over, at vi er båret af en sammenhæng, der ikke falder, selvom livet til tider kan være pokkers besværligt.

Kirkerummet er noget andet end skolens, plejehjemmets, sportshallens rum. Her bliver vi tiltalt af det, der er større end os selv. Her får vi vores liv sat i perspektiv. Bliver løftet ind i et stort fællesskab på tværs af tider og mennesker, levende som døde. Her hører vi, at mennesket er andet og mere end det, der kan måles og vejes. Her får vi at vide, at det nok skal gå, at der er lys forude, og at vi ikke behøver have styr på det shit.

Der står en kirke på dybe grunde,

her kan vi komme og falde ned

når vi er store og længes efter

at himlen vokser om vores sted,

her kan vi lægge hvad vi skal bære

her kan vi bare få lov at være,

den mindste bøn

er særligt skøn

Et vers fra Der står en kirke på dybe grunde. En stærk, rørende, håbefuld salme, skrevet af Iben Krogsdal med melodi af Katrine Muff. Den blev sunget første gang til indvielsen af Højvangen Kirke, og selvom afsættet er kristendommen tolket ind i Skanderborg Sogns historie og det nye kirkerum, vil salmen med garanti brede sig ud over landet. For den er god.