Solceller: En fejlslagen løsning for vores lokalsamfund og natur
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som nabo til det planlagte solcelleprojekt på Kielsgårdsvej i Ry ønsker vi at udtrykke vores dybe bekymring over de konsekvenser, det vil få for både os og den omkringliggende natur. Mens vi naturligvis støtter den grønne omstilling og bæredygtig energiproduktion, mener vi, at dette projekt er et fejlslagent valg – både praktisk og etisk.
Området, hvor solcelleanlægget planlægges, er i dag en fredelig og naturskøn oase. Her går ræven sin faste aftentur over markerne, den røde glente kredser over området i håb om at finde sit næste måltid, og fiskehejren lander yndefuldt i de små vandhuller på markerne.
Rådyr græsser frit, harerne leger på markerne om sommeren, fuglene synger, og vi mærker dagligt glæden ved at bo tæt på et levende økosystem. Denne idyl vil blive ødelagt, hvis markerne omdannes til et sterilt landskab af stål og glas. Dyrene, som hører hjemme her, vil blive fortrængt, og vi frygter, at konsekvenserne for økosystemet ikke er blevet tilstrækkeligt undersøgt.
Som naboer føler vi os svigtet af projektets ansvarlige aktør, Velas. I ansøgningen hævder de, at »Der var generelt positiv modtagelse blandt naboerne« ved infomødet i januar. Dette er direkte usandt. Tværtimod er der stor modstand i området mod projektet, hvilket Velas også er blevet gjort opmærksom på. De lovede skriftligt på mail til undertegnede at rette denne påstand i ansøgningen, men det er ikke sket.
Samtidig skriver de, at »Vi har været i individuel nabodialog med nære naboer og lodsejere, som bor tæt på projektområdet.« Dette er heller ikke korrekt. Vi bor i nr. 32, og vores grund grænser direkte op til projektområdet, men vi er aldrig blevet kontaktet. Den manglende dialog og de misvisende oplysninger i ansøgningen underminerer tilliden til projektet og dets bagmænd.
Borgmester Frands Fischer har udtalt, at området er ”fladt,” og at generne for naboerne vil være ”begrænsede.” Dette stemmer imidlertid ikke overens med virkeligheden. Området er let kuperet og præget af et smukt og varieret landskab, som mange beboere sætter pris på. Vi har desuden mange motionister i området.
En solcellepark vil fremstå som et markant indgreb i dette landskab og vil i høj grad påvirke både udsigt og oplevelse for mange landejendomme. Borgmesterens udtalelse virker nedtonende og mangler forståelse for, hvor indgribende projektet vil være for lokalbefolkningen.
Hertil kommer, at en stor del af jorden ejes af lodsejere, som ikke selv skal leve med konsekvenserne af projektet. Den ene har fraflyttet sin ejendom og kan derfor se frem til en betydelig økonomisk gevinst uden at blive berørt af anlæggene. Den anden bor sådan, at solcelleanlæggene ikke bliver synlige fra vedkommendes ejendom. Imens må naboerne bære de fulde konsekvenser – visuelt, støjmæssigt og forringelsen af det lokale miljø. Er det fair, at naboerne betaler prisen, mens lodsejerne kan profitere?
Husk - det er et valg der vil have konsekvenser de næste 30 år!
Vi må også minde jer om, at vi i området allerede har taget vores del af byrden for den grønne omstilling. Vi lever hver dag med støj og visuel påvirkning fra fire vindmøller i området. At pålægge os yderligere belastning i form af dette omfattende solcelleprojekt virker urimeligt og uforholdsmæssigt.
Samtidig giver det planlagte projekt ikke mening, når man ser på dets praktiske begrænsninger. Solceller bidrager minimalt til energiproduktionen i vintermånederne, hvor soltimerne er få og behovet størst. Omvendt producerer de ofte for meget energi om sommeren, hvilket kan tvinge anlægget til at lukke ned. Hvordan kan man forsvare en løsning, der hverken er effektiv eller gennemtænkt? Dette projekt føles som et uovervejet quick fix snarere end en gennemtænkt langsigtet løsning.
Endelig er der spørgsmålet om arealforbrug. Ifølge undersøgelser kræver det 34 gange så meget areal at producere én kilowatt-time med solceller i en stor park som med vindmøller på land, når disse er 150 meter høje. Hvordan kan man forsvare at tage så meget værdifuld landbrugsjord og natur ud af brug, når der findes mere effektive alternativer?
Hvis det absolut skal være solceller, så placer dem langs motorvejene, sæt dem på tage, lav tag over p-pladser med solceller – men ødelæg ikke vores natur. Er vi ikke mere kreative i Skanderborg Kommune?
Vi appellerer til politikerne og de ansvarlige projektledere om at genoverveje denne plan. Grøn omstilling skal ikke ske på bekostning af lokalsamfund og natur, men i respekt for dem.
Lad os bevare den natur og det landskab, der er så værdifuldt for os alle i området, og lad Ry fortsat være kendt for sine smukke skove, storslåede natur, Himmelbjerget og sejlture på Gudenåen – ikke som hjemsted for en massiv solcellepark.