Fortsæt til indhold

Vi er tvunget til at arbejde sammen med banditter - og vi skal ikke acceptere at blive holdt for nar

Vi må stille langt større krav til dem, vi samarbejder med, lyder det fra økonomiudvalgsformand.

Debat
Jesper KjeldsenSocialdemokratisk formand for Økonomi- og Erhvervsudvalget i Aarhus Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Med beslutningen vil vi gerne sende et meget klart signal om, vi tager afstand fra den rådgivning, firmaet i den pågældende sag har ydet. Advokatfirmaet Bech-Bruun har udvist en eklatant mangel på dømmekraft og medvirket til at påføre det danske samfund meget store tab ved at medvirke i udbytteskatte-skandalen.«

Sådan udtrykte tidligere borgmester Jacob Bundsgaard det, da Aarhus Kommune valgte at opsige samarbejdet med Bech-Bruun. Den beslutning var ikke bare korrekt, den var nødvendig. Vi ville sende et klart signal om, at Aarhus Kommune tager sine værdier alvorligt.

Derfor er det både frustrerende og nærmest absurd, at vi nu står i en situation, hvor Bech-Bruun igen er en del af kommunens leverandørkreds. Hvis vi i dag spurgte byrådet, om vi ønsker Bech-Bruun som leverandør, er jeg overbevist om, at svaret ville være et rungende nej. Problemet er ikke kommunen – problemet er, at vi er bundet af juridiske regler og armslængdeprincippet, der tvinger os til at acceptere deres deltagelse i udbud, så længe de formelt opfylder kravene.

Men det ændrer ikke på, at vi igen står over for en situation, hvor vi bliver presset til at samarbejde med aktører, der burde have diskvalificeret sig selv. Når vi sagde nej til Bech-Bruun sidste år, var det ikke bare symbolik, men en principiel beslutning om at sætte en grænse. At vi nu står med dem på listen igen, underminerer både beslutningen og troværdigheden i vores værdier.

Denne sag hænger desværre sammen med en anden problematisk historie, hvor Aarhus Kommunes beslutninger er blevet overhørt. Det er nu blevet afsløret, at kommunen stadig har 22 millioner kroner investeret i sortlistede virksomheder inden for fossile brændstoffer, tobaksindustrien og kontroversielle våben – præcis de sektorer, vi tidligere har besluttet at tage afstand fra. Vi har én gang sagt nej til den slags investeringer. Det var en klar politisk beslutning, der skulle afspejle Aarhus Kommunes værdier. Alligevel viser det sig, at vores kapitalforvaltere har valgt at ignorere vores retningslinjer og fortsat placerer vores midler i netop de virksomheder, vi har afvist.

Når vi ser på sager som denne, kan man ikke undgå at tænke på ”Den Sorte Svane.” Dokumentaren afslørede en kultur blandt advokatfirmaer og beslutningstagere, der vægter profit højere end etik. Det var en afsløring af, hvordan dårlig dømmekraft og uigennemsigtighed underminerer tilliden til de institutioner, der burde stå som garanter for integritet og ansvarlighed. Hvis vi som kommune ikke har mulighed for at handle, risikerer vi, at Aarhus Kommune kunne blive en karakter i en ”Den Sorte Svane del 2”

Vi står i en situation, hvor vi som kommune bliver presset fra flere sider. Det er ikke vores medarbejderes skyld, men de regler der er sat op for os som udnyttes af virksomheder der har moralske kodeks, på samme niveau som stereotypen af en bedugget brugtvognsforhandler.

På den ene side har vi juridiske regler, der tvinger os til at inkludere aktører som Bech-Bruun i udbud. På den anden side arbejder vi sammen med kapitalforvaltere, der tilsyneladende ikke tager vores politikker og værdier alvorligt.

Det er decideret utilfredsstillende. Vi må stille langt større krav til dem, vi samarbejder med, og vi må sikre, at vores beslutninger bliver fulgt til punkt og prikke.

Aarhus Kommune skal være kendt for konsekvens og gennemsigtighed. Når vi siger nej til uetiske investeringer og samarbejdspartnere, skal det ikke bare være et budskab – det skal være en praksis, der efterleves, det er min vision som formand for Økonomi og Erhvervsudvalget.

Det betyder, at vi må øge kontrollen med dem, der forvalter vores midler, og skærpe kravene til vores samarbejdspartnere. Hvis nogen ikke kan eller vil leve op til vores værdier, må de finde sig i, at vi politisk kommer til at gøre, hvad vi kan for at stoppe dem.

Det handler på ingen måde om symbolpolitik, men om troværdighed. Aarhus Kommune skal ikke acceptere at blive holdt for nar af dem, vi stoler på til at efterleve vores politikker. Vi skal sende et klart signal om, at vi som kommune tager vores værdier alvorligt, og at vi forventer, at vores samarbejdspartnere gør det samme. Der skal ikke være plads til dårlig dømmekraft, uigennemsigtighed eller undskyldninger.

Spørgsmålet er simpelt: Hvilken kommune vil vi være? Jeg ønsker en Aarhus Kommune, der konsekvent står ved sine beslutninger og handler derefter. Vi skal vise, at vi ikke bare sætter standarder – vi lever op til dem. Kun sådan kan vi bevare borgernes tillid og sikre, at Aarhus er en foregangskommune, ikke bare i ord, men i handling.