»Det er dybt frustrerende og hårdt at se på, at ens barn er i mistrivsel«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Onsdag den 27/11-24 deltog jeg i byrådsmødet og stillede spørgsmål i spørgetiden. Jeg stillede byrådet og Familie-, Børne- og Læringsudvalget følgende spørgsmål: Kan byrådet og udvalget allerede nu, f.eks. under likviditeten for 30. september 2024, se den spareøvelse, som det må være for skolerne og byrådet, at der ikke gives den rette hjælp til det enkelte barn? Og hvor meget er besparelsen egentlig på området for den specialpædagogiske støtte, når nu det ikke gives?

Baggrunden for spørgsmålene er, at vi er flere familier, der har børn med behov for specialpædagogisk støtte i Syddjurs Kommune. Desværre oplever vi, at vores børns behov ikke bliver dækket eller lyttet til. Skolerne og daginstitutionerne begrunder det med økonomi.

På byrådsmødet svarede tidligere medlem af udvalget Jesper Yde (Enhedslisten): »Der er ikke skåret ned for budgettet i år. Tværtimod er der givet nogle flere penge til specialbistanden.«

Udvalgsformanden Kirstine Bille svarede: »De seneste 2 år er der faktisk tilført midler til opgaven her, til den samlede skole tildelingsmodel. Så på den måde er vi jo på vej til at løse problemet. Vi har også fokuseret på kompetenceudvikling af vores medarbejdere på alle skoler. Så det er en vej at gå. Og er vi i mål, nej, det er vi ikke. Er der børn, som kunne have fået bedre hjælp? Ja, det er der selvfølgelig. Det er altid en individuel konkret vurdering, og det stoler jeg på, at vores skoleledere, de står med den opgave og vurdering, og selvfølgelig gør det ud fra barnets tarv, og ikke ud fra nogen gustne økonomiske overlæg.«

Disse udtalelser passer desværre ikke med den sandhed, vi forældre møder. Der er forældre, som er så langt ude, og hvor deres barns behov ikke bliver hørt eller tilbudt den korrekte specialpædagogiske støtte, at de er tvunget til at lave en underretning på sig selv, i håbet om at ens barn kan få den rette hjælp, som kommunen er forpligtet til at give. Hjælpen, det enkelte barn kan have brug for, er f.eks. en fast støtteperson eller en specialklasse. Samtidig kan det undre, at der på trods af faglige anbefalinger fra f.eks. BUA (Børne- og Ungepsykiatrisk Afdeling) stadig ikke gives den hjælp og støtte, som et barn har brug for.

Som forældre er det dybt frustrerende og hårdt at se på og være i, at ens barn er i mistrivsel, når den rette hjælp ikke gives. Man kan kun prøve at reparere og overleve de mén, som det giver barnet fremadrettet. En ting er barnet med specielle behov. En anden ting er familierne, klassekammeraterne og medarbejderne i de enkelte klasser. Det giver en øget risiko for mistrivsel for dem alle. Så det er faktisk ikke kun barnet med behovet for den specialpædagogiske støtte, der er i mistrivsel, nej, det er også klassekammeraterne og til tider familierne.

Det, jeg så kunne glæde mig ved på byrådsmødet den 27/11-24, var, da byrådet vedtog, at Syddjurs Kommune tiltræder Midtjysk samarbejdsmodel for kommunale behandlingstilbud til børn og unge i mistrivsel (punkt 661). For det samarbejde får Syddjurs Kommune brug for, hvis ikke om få år, så allerede fra i dag, med de børn, som er i mistrivsel.

Det er noget, som ligger os i Velfærdslisten meget på sinde: At hjælpe og støtte vores børn, så de kan få en bedre og god fremtid, selv med de udfordringer, de nu engang har.«