Nyd den nu, den kære ventetid
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Nogle gange skriver man også klummer til sig selv i et naivt håb om, at denne gang – denne jul – bliver det anderledes. Det her er en af dem. Så er I advaret. Ja, I havde måske allerede gennemskuet det ved overskriften ”Nyd den nu, den kære ventetid”.
Og ja ja, jeg er med på, at juleaften ikke bare kommer af sig selv – eller jo, det gør den jo – men gaverne køber ikke sig selv, maden laver ikke sig selv, og jeg har endnu ikke prøvet at sige ”Bord dæk dig”, og så det rent faktisk skete.
Men så stødte jeg på en ny adventssalme med titlen ”Nu er tiden til at vente”. Den er skrevet af Mirian Due, og der er ikke meget jul over den. Det skriver hun selv. Til gengæld priser den ventetiden – om det så er i glædelig forventning eller i afmagt, der ventes. Uanset markerer advent modsat de fleste andre højtider eller mærkedage en ikke-handling. Som et af salmeversene lyder:
Selvom jeg prøver alt, jeg kan,
er næste handling ikke min.
Jeg tøver derfor nu.
Jeg våger derfor kun.
For det er tiden til at vente;
vente på, at Lyset kommer.
Næste handling er ikke min. Det er der på én gang noget både skræmmende og befriende over. Skræmmende, fordi vi mennesker faktisk helst ikke vil vente på noget. Ventetid er spildtid – sådan tror jeg, de fleste af os tænker, for der er da nok, vi skal nå, og tingene kan ikke gå hurtigt nok. Videre må vi. Videre til det næste.
Og så kommer den endnu engang: Adventstiden, hvor vi på sin vis er sat ud af spil, for det bliver jo jul uanset. Julen og dens fortælling kommer til os – ja den lyder, uanset hvor meget vi så nåede at bage. Og det er da egentlig ganske befriende at tænke på.
Næste handling er ikke min. Jeg må bare vente. Det vil jeg prøve, selvom I måske nok kan høre, at det ikke er min spidskompetence. Men jeg må bare vente – mens jeg endnu engang har valgt den forkerte kø, når de sidste julegaver skal købes, og jeg lillejuleaften lige skal skaffe den sidste liter fløde, så der også er nok til sovsen.
Måske jeg endda skulle prøve at vente eller i hvert fald tage den mere med ro selv dér, hvor jeg ikke er i tvungen venteposition. Som Mirian Due beskriver sin dvælen ved adventstiden: Jeg får lyst til at slukke lyset om dagen, læse i stedet for at streame, skrive ønsker, drømme, sorger og bekymringer ned i en notesbog. Tale med dem, som er tæt på, som jeg kan tale med uden brug af strøm og firmaer. Gå tidligt i seng, sove mere ligesom katten eller folk om vinteren på landet i gamle dage eller i en Selma Lagerlöf-roman.
Jeg må bare vente. Næste handling er ikke min. Det vil jeg prøve at nyde.