Julen fejrer vi også på oversete steder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Julen finder sted i vores liv ikke bare som noget, der skete engang i Betlehem men også i dag.

Jul er ikke bare noget, vi fejrer i kirken og vores private hjem men også på oversete steder. Som præst er det gennem årene blevet tydeligt for mig, hvor meget julen finder sted på vores kirkegårde. Rigtig mange mennesker besøger i december måned kirkegårdene, som er beliggende i næsten hver en by over hele landet. Vi gør meget ud af at pynte med kranse, juleroser eller dekorationer af gran i en størrelse, der er blevet tilpasset det mere klimavenlige udtryk.

Det at Gud lader sig føde julenat som et menneske er noget meget kropsligt og sanseligt. På samme måde udtrykker kirkegårdene noget konkret og jordisk, der knytter sig til vores sanser. Vores døde er stadig med i vores liv som en konkret virkelighed - ikke mindst når det er jul. Julen er erindringens tid, hvor vi husker på alle dem, vi har holdt jul med gennem årene. Går vi i kirke juleaften, så går vi også hen over vores døde både på vej ind og ud af kirken.

På den måde er kirkegården en livshave, hvor vores oplevelse af det at være menneske kan udfolde sig i alle livets faser, når vi besøger et elsket menneskes gravsted. Desuden følger vi årets gang med løvfald, jul og forårets genkomst, hvor alt springer ud med nyt liv. Det er et sted, som sætter vores længsler, glæder og sorger i perspektiv.

Vi opdager, at vi er en del af en større sammenhæng, hvor der både har været nogle før os og der kommer nogle efter. Kirkegården er omkranset af et dige men alligevel en del af hverdagen med trafik, liv og lyde. Et sted hvor Gud og mennesker kan finde sammen i enkelte nedslag på vores vej gennem livet. Som det er tilfældet med fødslen julenat, så er kirkegården et konkret og sanseligt sted, hvor vi kan se, dufte, røre og gøre, mens vi passer vores gravsteder og taler med de døde, som ikke længere svarer men måske lytter.

På den måde er kirkegården et sted som insisterer på, at døden ikke får det sidste ord. De døde bevæger sig sammen med os gennem livet. Til jul kan vi have en oplevelse af, at de bliver særligt nærværende i deres fravær.

Fra jordpåkastelsen afspejler kirkegården alt det konkrete: »Af jord er vi kommet og til jord skal vi blive.« Men mere end det: »Af jorden skal vi igen opstå«. Det er også håbets have. Vores døde er i Guds hånd men også i vores, når vi besøger deres haver og tager dem med rundt i erindringen. Fødslen julenat udtrykker også håb. Et barn gør krav på at blive taget i mod – både i stalden julenat og ved enhver fødsel, hvor der kaldes på omsorg. Og vi tager børnene ved hånden og tager dem med på kirkegården.

Livet går videre gennem nye generationer. Vi er en del af noget større. Som en påmindelse om, at vi ikke skal tro for lidt om Gud og for meget om os selv. Det kan der være trøst og håb i – også når vi skal fejre jul uden dem, der altid har været der. Og helt særligt i de år, hvor julesorgen synes at tage magten over det håb, som kirkegården med al sin sanselighed insistere på at skabe plads til.

Derfor er kirkegården ikke bare håbets sted men også fællesskabets sted. Jeg går tit tur på kirkegården, hvor mennesker mødes og der opstår spontane samtaler både om livet, døden og de helt almindelige og praktiske gøremål. Et sted hvor man ønsker både de døde og hinanden: Glædelig jul.