Kærligheden er konkret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når jeg har fridag, løber jeg af og til helt ud for enden af Aarslev Engsø. Så stopper jeg op, kigger ind over søerne, ind mod byen, som ligger langt derinde, i en lysflimrende tågedis. Jeg breder armene ud og omfavner det hele. Noget i mig synes, at det er lidt pinligt at stå der og omfavne det hele, så jeg forsøger at få det til at se ud som om, at jeg strækker ud. Hvis der nu skulle komme nogen forbi. Jeg laver også lige tyve squats. Men jeg omfavner det hele. Naturen. Byen i det fjerne. Og alle dens fjerne mennesker. Inklusiv alle mine mennesker.

Det er nemt at elske det hele – sådan på afstand. Her hvor man ikke kan se alt skidtet og bøvlet og besværet; de besværlige relationer, de andres dårlige ånde og min egen manglende rummelighed. Men her ude på afstand er det nemt at tro på, at alt det hele er gennemsyret af en smuk kraft: Kærlighedens kraft. Den inderste kilde til liv.

I disse uger forbereder vi os til jul. Igen skal vi høre kærlighedsbudskabet. Igen skal vi give os selv hen til en - for mig - både naiv og livsnødvendig tro på, at alting, fra det mindste til det største, er gennemsyret af en kraft. Ikke en tilfældighedens kraft. Ikke en meningsløshedens kraft. Men en kærlighedskraft. Og at denne usynlige kærlighedskraft netop kommer til syne på en særlig måde i julens budskab.

Her bliver det gode gamle juleevangelium, fortællingen om Jesu fødsel fra Lukas-evangeliet, en lille smule irriterende. For mig i hvert fald. Det var nemmere for mig, hvis kærligheden forblev abstrakt. Men Lukas trækker den ind i en meget social-realistisk verden. En verden, hvor der er teenager-mødre, der bliver for tidligt gravide med de forkerte. En verden, hvor små mennesker bliver despotiske magthaveres ligegyldige ludo-brikker, som kan flyttes rundt efter forgodtbefindende. En verden, hvor der er kulde og sult og underbetalte ufaglærte arbejdere. En verden, hvor stormagterne udkæmper stedfortrædelseskrige på andre landes territorium, og trækker tilfældige landegrænser, som gør nationaliteter usynlige.

En verden, hvor kærligheden fødes midt i blod og lort. Sådan er det med kærligheden. Sådan er det med livet: Det begynder i blod og lort. Og det ender i blod og lort. Hvis man tror andet, har man aldrig været på en fødegang. Eller på et hospice. Og af og til er der tilmed en hel del blod og lort undervejs i livet - og i kærligheden. Det hører med. Kærligheden kommer ikke udenom. Juleevangeliet er i hvert fald ikke pakket pænt ind i Disney-papir. Det siger: Værsgo’! Her er kærligheden! I det konkrete. Pak den op! Den er gave, netop i det konkrete. Og udfordring.

Jeg står ude for enden af Aarslev Engsø med løftede hænder og omfavner det hele. Og jeg falder i staver over det med den abstrakte og den konkrete kærlighed. Er det sådan, at hvis jeg bedst kan være i den abstrakte kærlighed, så er det også den, jeg modtager? Jeg tager en dyb indånding, og synes, at jeg mærker kærligheden. Der er en kærlighed, som vil mig noget. Og er det sådan, at når jeg vover at være i den konkrete kærlighed med det besvær, der følger med, så er det også den konkrete kærlighed og omsorg, jeg modtager?

Jeg tager igen en dyb indånding og løber ind mod byen igen. Om lidt er det jul. Der skal måske bages konkrete pebernødder sammen med nogen. Sættes konkrete lyskæder op sammen med nogen. Støvsuges konkrete nullermænd. Købes en hel del konkret mad til nogen. Og så skal vi fejre jul sammen. Lige her er kærligheden pakket ind. I det konkrete.