DSB's ventesale er stort set forsvundet fra de danske stationer - men det udrydder noget vigtigt
»Måske skal vi af og til ikke udnytte mellemrummene til noget andet, end at forsøge at gøre dem til eftertankens venterum,« mener Carsten Tranberg-Krab, sognepræst i Risskov Kirke.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Der findes stort set ikke ventesale længere på de danske stationer. De er forsvundet i takt med, at køreplanerne er blevet meget bedre,« lød det fra DSB for nogle år tilbage.
Køreplanerne er blevet bedre. Mellemrummene og venterummene er derfor blevet færre og mindre. På rejsen og i vores tilværelse.
Tiden skal udnyttes og bruges og ikke bare ventes væk. Men måske har vi brug for ventetidens ’unyttige’ mellemrum til eftertankens åbning mod noget i vores tilværelse, der kan komme til os. I stedet for at jagte og udrydde mellemrummene, skal vi måske værdsætte og pleje dem.
For mellemrummene er i vores tilværelse. Om vi vil det eller ej. Venterum og mellemrum. Og måske skal vi af og til ikke udnytte mellemrummene til noget andet, end at forsøge at gøre dem til eftertankens venterum.
Det er det eneste, der både er det værste og det bedste i livet: at alting stadig kan ske, mens vi venter på det næste.
Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver i to digte i Det værste og det bedste at »alting stadig kan ske er det værste« og dernæst at »alting stadig kan ske er det bedste.«
Det er det eneste, der både er det værste og det bedste i livet: at alting stadig kan ske, mens vi venter på det næste. Eftertankens mellemrum i tilværelsen, der åbner sig mod bekymring eller mod håb – eller begge dele.
Både det værste og det bedste.
Adventstid er decembertid – mellemrum og rum til at vente. Vi rykker sammen i december måneds ventesal og fylder den ud med traditioner, forberedelser, pynt og forventninger. Adventstidens mellemrum åbner sig mod håbet og ønsket om julefest og juleglæde og julefred (både på matriklen og i verden). En åbning mod håbets julefortælling om, at alting stadig kan ske. Her hos os og derude.
Menneskets fineste bedrift har til alle tider været at distribuere håb ind i andres liv – håb om, at alting stadig kan ske. Verdens vente- og mellemrum er måske håbsfortællingernes mulighed. Og håbsfortællinger er der brug for mere end nogensinde før. Ikke for at slå tiden ihjel, men tværtimod for at gøre den levende imellem os.