Hvor bevæger ældrepolitikken sig hen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Siden 1963, da jeg kom til Grenaa, har jeg været glad og tryg ved at bo her. Gode skoler har givet mine børn en god baggrund, for at komme videre i livet. Og selv har jeg haft et godt arbejdsliv afvekslet med gode fritidsaktiviteter, som der har været mange af.

Og i dag nyder jeg livet som pensionist.

Det har altid stået for mig, at på alle kommunale områder blev der taget hånd om de problemer, der viste sig hen ad vejen, og at de derefter blev løst. Således har mit indtryk også været på ældreområdet. At her var kommunen problemløseren og fik tingene til at glide. Her var blandt andet en masse aktiviteter på vores Ældrecenter Posthaven. Ældre kunne melde sig og blive oplært ved de maskiner, der var på kommunens plejecentre, så de kunne holde sig igang.

Men med de seneste tiltag, der er sket på ældreområdet tyder meget på, at hvor kommunen tidligere var problemløseren, er det nu kommunen, der lægger problemer ud for de ældre.

Og hvorfor mener jeg så det.

Det gør jeg, fordi det var et politisk budskab, der nær havde taget mulighederne for omkring 800 ældre, der bruger kommunens motionscentre på plejehjemmene, for at holde deres kroppe i god stand.

Og efter skriveri i den lokale avis, kan jeg fornemme, at det kun er på lånt tid, vi, der bruger Fuglsanggårdens faciliteter, har, da den snart lukkes Og hvad så?

Og et andet eksempel er en aktivitet, der er på Posthaven. Her samles en del ældre hver tirsdag til et arrangement “klassisk time”. Her hygger man sig med klassisk musik, hvorefter der er lidt godt at spise. Alt sammen for en pris på 75 kroner.

En aktivitet, hvor man tidligere bare kunne melde sig til. Men denne aktivitet skal der nu visiteres til. Og kan du selv, over nettet, finde frem til aktiviteter i privat regi. Ja, så er du udelukket for deltagelse til “klassisk time” på Posthaven.

Det var beskeden til en 90-årig kvinde. En anden ældre kvinde fik valget, om hun ville fortsætte sin genoptræning eller om hun ville til “klassisk time”. Ligeledes en politisk beslutning.

Jeg kunne så læse i en artikel i Grenaabladet for nylig, at der fra udvalgsformanden for ældreområdet blev lagt op til, at mere og mere af de tiltag, der tidligere lå i kommunalt regi, skulle overgå til foreningsbaseret aktivitet. Så man som medlem så kunne deltage i.

Altså ældrevelfærd for egne penge.

Med en alder, der nærmer sig de 95 år, taler min hustru og jeg tit om livets afslutning. For vi ved jo godt, at når talen ændres fra ”vi og os” til ”jeg og man”, er det fordi døden har taget en af os. Og hvordan vil tilværelsen så forme sig for den tilbageblevne? Een ting ved vi, det er at ensomheden er en kedelig følgesvend.

Et andet spørgsmål, der kommer ind her, er om ens sidste ønske skulle være at blive båret herfra i den lille hvide etværelses, vi alle slutter livet i. Eller om man tør håbe på en lille station på et plejecenter inden det sidste farvel.

Eller er alt sparet helt væk til den tid?