Reagerer på »ultrakort« og »aggressivt« indlæg: »Usmageligt« angreb på kommunens ansatte
Venstre og Konservative kaster mudder uden at tilbyde løsninger, mens de selv svigter deres ansvar, mener Socialdemokratiets Ole Sønderskov Hansen, der kalder det et desperat valgkampsangreb.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Den 4. december kunne man her i avisen læse et indlæg fra Venstre og Konservative, som retter et direkte angreb mod kommunens medarbejdere i forbindelse med en konkret sag.
Det berettiger dog på ingen måde politikere til at hænge kommunens ansatte ud i et usmageligt offentligt angreb.
Desværre er indlægget så ultrakort, aggressivt og unuanceret, at de to partier helt glemmer at redegøre for sagens kerne – og hvad de præcist har tænkt sig at gøre anderledes.
Sagen omhandler, at vi som et enigt byråd har besluttet at opsige en række forpagtningsaftaler med landmænd, som indtil nu har drevet landbrug på kommunal jord. I stedet er ambitionen, at disse arealer fremadrettet skal rumme natur – til gavn for både borgere og biodiversitet.
Efter byrådets beslutning er det dog efterfølgende kommet frem, at der har været en fejl i et af bilagene til sagen, der ikke var opdateret med de rigtige årstal. Et bilag vi som politikere skulle beslutte på baggrund af. Altså tog byrådet en beslutning på et ufuldstændigt og forkert grundlag.
Sagen går derfor om, og vi har fået en grundig redegørelse for det hændte. Det påfører efter alt at dømme Syddjurs Kommune ekstraudgifter, da forpagtningsaftaler er blevet opsagt i utide, og der skal betales erstatning.
Vi er i Socialdemokratiet på ingen måde tilfredse med, at der bliver lavet fejl i kommunens forvaltning og naturligvis heller ikke, at det påfører kommunen udgifter. Det har vi tydeligt påtalt internt over for forvaltningen – i øvrigt i de to partiers påhør. Men fejl opstår altså af og til i en stor organisation som Syddjurs Kommune.
Det berettiger dog på ingen måde politikere til at hænge kommunens ansatte ud i et usmageligt offentligt angreb. Den form for aggressivitet rejser kun flere spørgsmål: Er man fra Venstre og Konservatives side overhovedet ikke interesseret i at omdanne disse arealer til natur? Er det blot noget man siger for at fremstå mere grønne? Hvad er overhovedet formålet med at skyde mod forvaltningen og andre partier i en sag, man selv har været med til at vedtage?
Aftalerne er opsagt. Er det sket på et ufuldstændigt grundlag? Ja. Er det tilfredsstillende? Nej, på ingen måde.
Men det er nu en gang sådan det er. Hvad er det så Venstre og Konservative konkret har tænkt sig at gøre anderledes? Undlade at betale erstatning til landmændene? Det hører vi ikke et ord om!
Det er alt for belejligt at udnytte denne situation til et desperat valgkampsangreb, som insinuerer at politiske modstandere skulle ødsle med pengene. Det passer simpelthen ikke. Og mon ikke de to partier skulle tage at finde statsmandsskabet frem, hvis de har en ambition om at indtage kommunens borgmesterpost efter næste valg – alt andet er simpelthen for sølle.
Vi ønsker i Socialdemokratiet – som på den øvrige venstrefløj – fortsat at gå forrest i at skabe mere natur i vores skønne kommune. Og kernen i sagen her er et skridt i den rigtige retning – mindre landbrug og mere natur på vores fælles kommunale jord – og selvfølgelig erstatning til de berørte, som de har ret til.