Udvalgs-kejserne: Når tal og planer overskygger borgernes virkelighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar til NTM-udvalget

»Eventyret om NTM-udvalgs-kejsernes nye klæder.

Der var engang 5 kejsere i Syddjurs’ NTM-udvalg. De ville så gerne gøre det bedre at være turist i deres kommune. Derfor skulle vejene til turisternes yndlingssted gøres bedre. De var godt i gang med deres gode arbejde og var nu kommet til anden fase. Den skulle gå gennem en godt befolket provinsby kaldet Ryomgård.

Turisterne brugte ikke rigtig byen til noget, så de skulle bare igennem den hurtigst muligt. Kejserne så 3 muligheder for byen, de kendte ikke rigtig noget til byen, men de havde en masse fine tal i et regneark, og de syntes selv, at den sidste mulighed ville være den bedste for turisterne.

De ville derfor gøre alt for, at byen syntes, det var den bedste idé. De indkaldte, som man jo skal, til et borgermøde. Men de skrev ikke i den, at de allerede havde en plan, og den ville ændre trafikken for alle borgerne i byen.

»Hvis de ikke ved noget, så kan de jo ikke brokke sig,« sagde de grinende, mens de klappede hinanden på skuldrene. Hvor var de bare dygtige, syntes de.

Til mødet mødte en masse ængstelige borgere op, for kejserne ville tage noget af alle deres haver. Borgerne havde mange spørgsmål til de tre forslag. »Vil bilerne ikke larme meget og forurene mere? Og vil de ikke køre meget hurtigere, når vejen bliver bredere?« »Nej, nej, og det ser vi på,« svarede kejserne. De havde da ikke tænkt sig at købe dyr asfalt og lave vejbump.

»Men det skriver vi bare i rapporten senere, så kan de da ikke brokke sig over det lige nu,« tænkte de. »Skal I virkelig lave cykelsti i begge sider? Der er jo ikke ret mange cyklister,« spurgte borgerne. »Ja, det skal vi da, og cyklisterne skal nok komme, når der er cykelsti, det er da logisk nok,« svarede kejserne. Men de havde glemt, at der ikke bor ret mange mennesker i den ende af byen.

»Men kommer der ikke en lang kø, når vi alle sammen skal holde for rødt, når vi skal på arbejde? Og så kan vi jo ikke komme ud fra sidevejene?« spurgte borgerne.

»Nej, nej,« svarede kejserne, »det bliver ikke noget problem, I kan jo også være heldige at ramme det grønne lys.« Men at den nye lysregulering gjorde, at man altid havde rødt lys på Vestergade, og det kun skiftede, når der holdt nogle biler, sagde de ikke højt. For hvad borgerne ikke ved, har de jo ikke ondt af.

Der kom rigtig mange spørgsmål fra byens borgere, også om den 3. hovedvej, Slotsgade. Og kejserne svarede tit »det ser vi på.« Bagefter skrev de »nej, nej og nej« i rapporten.

Heldigvis var der ingen, der stillede spørgsmål om den 4. hovedvej, Skovvej, som pludselig skulle stoppes med hajtænder. For pyt med at alle øst for Ryomgård kun kunne komme den vej på hospitalet, det var jo folks eget problem. Kejserne var stolte af deres arbejde og klappede hinanden på skuldrene. De syntes selv, at de havde klædt sig rigtig godt på.

Derfor godkendte de stolt deres gode plan, og avisen skrev en flot artikel om deres gode arbejde.

»Men hov,« råbte en pige og pegede på dem. »I er jo ikke klædt ordentligt på,« sagde hun. »I har jo glemt en hel masse, og det er ikke en god løsning for byens borgere.« Men kejserne rystede bare på hovedet af pigen. »Jo,« svarede de, »vi er enige om, at vi har gjort det bedste for byen, vi er skam klædt rigtig godt på.« De nikkede og klappede hinanden på skuldrene. »Hvor er vi bare gode,« sagde de til hinanden. Pigens mange irriterende spørgsmål gad de ikke svare på, hvorfor skulle de dog det. »Men hør nu,« sagde pigen, »I har jo lavet en trafikregulering med en ubrydelig trafikprop.« Hun havde tegnet biler og lastbiler på deres plantegning.

»Den sorte lastbil spærrer jo det hele,« sagde hun, »og ingen, hverken biler eller lastbiler kan komme videre.« Hun begyndte at fortælle. »Den sorte lastbil med hænger kommer fra Kolind og skal aflevere materialer på Industrivej i Ryomgård. Sammen med de røde biler holder den ved hajtænderne på Skovvej.

De gule og de orange biler får rødt lys. Nu har de røde biler og den sorte lastbil 10-12 sekunder, før de grønne biler kommer fra Vestergade. 4 røde biler når over, og den sorte lastbil når det lige. Men ak, vejbanen er så kort, at den sorte lastbil ikke kan være der alligevel. Så nu holder den og spærrer vejen for de grønne biler. Uheldigvis skulle de første to grønne biler videre af Nimtoftevej, så nu kan de grønne biler heller ikke køre videre af Skovvej.

De andre grønne biler og lastbiler opdager det for sent, så nu holder der en grøn lastbil midt i lysreguleringen. Og nu skifter lysreguleringen til grønt for de gule og orange bilister. Men de kan jo ikke køre for den grønne lastbil, som jo ikke kan køre for den sorte lastbil, som jo ikke kan køre for den grønne lastbil, som jo ikke kan køre for den sorte lastbil osv. osv.

»Vi har klædt os godt på og gjort det godt,« siger kejserne, »vi gider ikke høre på dig.«

»Desuden er vi nået langt med vores planlægning, så vi gider ikke ændre noget nu. Vi giver det her til kommunalbestyrelsen og fortæller dem, hvor en fantastisk god idé det er, vi viser dem vores fine regneark, og vi fortæller dem, at vi har klædt os rigtig godt på.« Slut, prut, finale. Men eventyret er forhåbentlig ikke helt slut endnu.

For pigen håber på, at borgmesteren gider lytte til hende. Og om et år er der kommunalvalg, så måske, kun måske, kommer der nogle lidt klogere kejsere i NTM-udvalget. Man har da lov at håbe.«