Mindeparken - hvor barndommens juletradition lever videre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Erindringen om en juletradition for en djurslandsk knægt blev for nylig genopfrisket ved et besøg i Aarhus ved monumentet for de faldne sønderjyder i første verdenskrig.

Turen med min bedstefar til Mindeparken i Aarhus hører til blandt min barndoms lyse juleminder i 1960’erne. Med bedstemor ved sin side og hvem af os knægte i familien, han kunne få med, drog han hvert år i december - så længe han magtede det - til det store monument i parken nær Marselisborg Slot.

En i grunden besværlig tur med tog og bus, men i julen er der jo traditioner, som bare skal holdes, og for bedstefar var denne Aarhus-tur en næsten hellig handling. Det anede jeg nok, selvom jeg blot var en lille knægt.

Turens mål var givet: På de høje, gule mure, der omkransede den cirkelrunde indre gård med mere end 4000 navne på faldne soldater i første verdenskrig, var der ét navn, som bedstefar søgte, nemlig Marius’. Det var hans sønderjyske ven, eller måske rettere højskolekammerat. De to kendte hinanden fra en vinter på Askov Højskole; de holdt forbindelsen ved lige med breve til jul og fødselsdage. De blev ligesom ved med, på afstand, at vide af hinanden, og følge hinandens dagligdag og jævne liv,

Jeg kender ikke til, at de nogensinde så hinanden efter deres højskoletid. Hver især drog de hjem til arbejdet på gårdene, de kom fra. Altid nok at se til, og kone og børn kom til for dem hver især. Langt var der jo også mellem Sønderjylland og Djursland, og en dag var det for sent. Mørket faldt over Europa, første verdenskrig, brød ud i 1914, og Marius blev indkaldt til krigstjeneste i tysk uniform. Han kom aldrig hjem fra skyttegravene i Frankrig, han faldt i Somme i 1916. Da julebrevet til Bedstefar kom fra Sønderjylland dét år, var det med den sørgelige besked om Marius’ død.

Omtrent 20 år senere blev Marius’ navn hugget ind i mindemuren ved siden af de mange tusind andre faldne sønderjyder, og bedstefar fik et sted at mindes ham. Når han på sin juletur til Mindeparken stod ved kammeratens navn, var det i en ophøjet ro. En stille højtidelighed i mange tanker, som han kun delte med Marius. Så vidste vi knægte nok at tie stille og finde det fromme sind frem. Eller løbe ud og krudte af på plænerne udenfor det store mindeanlæg, mens vi glædede os til den lovede tur gennem Søndergade til Sallings strålende vinduer med overdådigt og mekanisk nisselandskab. Det var ligegodt noget af et eldorado for bondedrenge, der ellers kun kendte den hjemlige Brugsforenings mere beskedne juledekoration i vat og røde piberenser-nisser.

Når decemberdagen skumrede, stod vi på toget på Østbanetorvets station, og så rullede vi hjem til Djursland. Bedstefar vistnok lidt mere stille, han sad ligesom med Marius og alle minderne i tankerne. Bedstemor fandt til gengæld lidt søde sager frem fra tasken til os trætte knægte. Og hjemme kunne vi fortælle om denne store verden, og at vi også havde kørt med sporvogn.

Bedstefar og hans juletradition er for længst borte. Og siden dengang vi drog afsted på hans mindetur, er jeg blevet kendt med den korte og legendariske julefred i skyttegravene på Vestfronten for nu nøjagtig 110 år siden. Juleaften 1914 tav våbnene for en kort stund på et afsnit af fronten. De tyske soldater satte lys på toppen af skyttegravene, og sang ”Stille Nacht, heilige Nacht”, Glade Jul, dejlige Jul”. Det fik de engelske og franske soldater til at spidse ører i stillingerne overfor, og de vovede sig hver især frem i ingenmandsland og ønskede hinanden glædelig jul. De delte cigaretter og brændevin, fortælles det, alle disse unge mænd fra hver sit sted, som bare ønskede sig fred og at komme hjem til familien. Gad vide, om Marius var mellem dem?

Spørgsmålet fulgte med for nylig, da jeg vendte tilbage i min bedstefars fodspor. Jeg gik en tur i Mindeparkens tyste rum af tavse stemmer, og oplevede hvordan et sted kan bære på en uventet stærk erindringskraft. Ligesom en kirke og en kirkegård. Der var en forunderlig efterklang af den højtidelige stemning fra dengang, da bedstefar tog mig med. Til dette sted, som hen over årtier stadig forbandt ham med én, han havde kendt engang.

Jeg så ham ligesom for mig, den lille gamle mand i den store gård med de høje mure fyldt med navne på de for længst døde mænd. Hans stille andagt ved Marius’ navn, hans forbundethed med det liv, den tid og de mennesker, der var engang. Måske en lille bøn med håb for dem, der fulgte efter.

Hvad det end fyldte for bedstefar, forbandt jeg mig i erindringen med hans tyste ord, og mumlede min egen lille bøn for verdens børn, for fred i vores tid - og for julens glæde.