Fortsæt til indhold

Debat: Pensionister har stadig muligheder for gratis træning

Debat
Per Holm KnudsenTommesensvej 2, 8450 Hammel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ved årets budgetforhandlinger i byrådet kunne borgerne sende bemærkninger og forslag til drøftelserne. Jeg sendte et forslag om, at byrådet fra 2025 stoppede med at tage betaling for pensionisternes brug af kommunens træningsfaciliteter. Det kom der så ikke noget ud af. Favrskov Kommune ønsker stadig at tjene penge på pensionisternes brug af træningsfaciliteterne. Blandt argumenterne for ikke at vende tilbage til den hidtidige gratis, profylaktiske ordning var, at den gratis ordning var konkurrenceforvridende i forhold til de private motionstilbud i kommunen.

Den gamle, gratis ordning, der havde fungeret i mange år, var faktisk fra kommunens side tænkt som en profylaktisk/forebyggende ordning, som det lød fra kommunens side:

»Gratis selvtræning for ældre er med til at sikre vedligeholdelsen af brugernes funktionsniveau og sikre, at ældre borgere har nem adgang til motion i trygge omgivelser. Selvtræning har således et væsentlig forebyggende sigte.«

Ordningen havde ydermere det sigte at spare kommunen for udgifter til ældre med dårligt bevægelsesapparat.

Det paradoksale er, at i og med, at Favrskov Kommune er gået væk fra det profylaktisk/forebyggede sigte og over til et indtægtsgivende sigte, så er ordningen netop nu blevet konkurrenceforvridende, i det kommunens motionstilbud er væsentligt billigere en de private motionstilbud. Nu kan man snakke om konkurrenceforvridning.

Pensionisterne har dog stadig nogle muligheder for gratis træning, selv om det ikke er noget, der skiltes meget med. Sundhedslovens paragraf 140 giver mulighed for gratis genoptræning efter hospitalsophold/undersøgelse, hvis hospitalets læge eller fysioterapeut finder det hensigtsmæssigt – husk at bede om det.

Desuden giver Servicelovens paragraf 86 stk. 1 og stk. 2 mulighed for dels gratis genoptræning og dels gratis vedligeholdelsestræning. Alt, hvad du skal gøre, er at henvende dig til kommunens visitation. Din læge har ingen indflydelse på denne ordning.