Fiktion eller virkelighed: »Det er svært at tro på, at det går godt, men vi skal tro«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det er svært at tro på, at det går godt, men vi skal tro.«

Sådan lyder stemmen i den lille forfilm, som præsenterer filminstruktør Thomas Vinterbergs dramaserie ”Familier som vores”.

I syv afsnit har vi her i første sæson fulgt en familie, hvor hverdagen går sin vante gang, indtil en katastrofe pludselig rammer som et lyn fra en klar himmel og familien bliver revet fra hinanden.

En stigende vandstand bliver umulig at ignorere, og regeringen træffer en skelsættende beslutning: Hele Danmark skal evakueres. Herfra udfolder sig en dramatisk fortælling om, hvad der sker, når kaos, splittelse og magtesløshed trænger sig på. En dyster historie om at tage afsked med sit land og alt det kendte, men samtidig også en fortælling om menneskers ukuelige vilje til at overleve ved at tro, håbe og elske.

Og hvis drama-serier på tv ikke er noget for dig, så skifter du måske over på nyhederne:

Krig mellem Rusland og Ukraine, konflikt mellem Israel og Hamas i Gaza og Libanon, en usikker fremtid efter en væltet diktator i Syrien, borgerkrig i Sudan, en nyvalgt amerikansk præsident, som ingen kan styre, en despot i Rusland, der truer med atomvåben, klimakriser, stort set alle danske fjorde erklæret døde.

Verden synes at være på vej mod tider, som vi næsten ikke tør kigge ind i. En dyster undergangsstemning på alle kanaler.

Fiktion eller virkelighed: »Det er svært at tro på, at det går godt, men vi skal tro.«

Også på Jesu tid havde der været dystre undergangstider for det jødiske folk.

Byen Jerusalem havde været besat af den syriske hersker Antiokus, som vanhelligede templet og nægte at følge de jødiske skikke, men også under det romerske imperium og guvernør Pontius Pilatus var spændingerne høje. Disse oplevelser skabte en stærk tro og en stærk forventning blandt folket om, at Gud en dag ville sende en konge, udvalgt af Gud selv.

I et kort glimt åbenbares det for befolkningen i Jerusalem, at Jesus er denne konge og Guds søn.

Kun fem dage ifølge de bibelske beretninger, fra palmesøndag til skærtorsdag, lever håbet før det går mod død og grav. Kun fem dage lever håbet. Men det er netop dette kortvarige håb, der bliver fundamentet for en hel verdensreligion og et folk ligesom os, der tror på at Kristus stadig er på vej til os med troen, håbet og kærligheden.

Og derfor søger vi kirken. Derfor kommer vi i kirke. I kirken får vi lov til at håbe. I kirken får vi lov til at tro. Tro på at Jesus red ind i Jerusalem som den længe ventede konge, som opfyldelsen af en gammel profeti. Nu har vi et sted hvor vores drømme og håb kan blive holdt oppe og opfyldt.

Et sted, hvor vi kan møde ”det hellige” i vores liv. Et majestætisk sted, hvor vi kan spejle vores skrøbelige eksistens og det dystre verdensbillede, vi oftest ser. Et hjemligt sted, hvor vi ikke er overladt til os selv og hvor vi ikke behøver anstrenge os, for selv at skabe en mening i alt, fordi vi her i mødet med ”det hellige” bliver mindet om, at vi allerede er skabt, ønsket, troet og elsket.

Fiktion eller virkelighed: Håbet er under pres i disse år, og skal vi håbe noget for det nye år, der snart er i vente, så må det være: at hvad der ”skete i de dage” - i en midnatsstund med englekor - stadig må bringe håb for fremtiden.

Håb om at himmel og jord stadig kan mødes, at der er håb om en velsignet og retfærdig verden - et håb for os alle. For selvom ”det er svært at tro på, at det går godt, så skal vi tro”.