Bryd ensomheden i julen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er juletid, hvor vi forberede os på den mest samlende af alle fælles fejringer i landet.

Det er en tid, hvor de fleste danskere gennem to måneders juleforberedelser også får en oplevelse af at høre til i et stort fællesskab.

I vores kirke har vi et fællesskab af udsatte borgere med minoritetsbaggrund, som ikke kender store dele af det danske samfund særligt godt. Ikke kun fordi de ikke har boet her hele livet, men også fordi de ikke har haft adgang til særligt mange af de arenaer, hvor vi får indflydelse på vores samfund.

Mine børn går til FDF, hvor de fra en ung alder tager på lejr væk hjemmefra mor og far og får erfaringen af at klare det. De lærer gennem deres aktiviteter at optræde på en scene.

De tager til København en gang om året, hvor de skal lære at finde rundt i den store by på egen hånd i det, de kalder verdensmesterskaberne i leg. De oplever hvert femte år at bygge en lejr op, der er lige så stor som en mellemstor dansk provinsby og får den til at fungere.

Helt fra børnene er små, lærer mine børn således både i FDF, men også mange andre steder, at mestre en lang række arenaer, som giver dem mulighed for senere i deres liv at få fodfæste i de forummer, hvor vi forhandler vores liv med hinanden. De har en fornemmelse af at høre til i vores samfund, fordi de har en fornemmelse af, hvad der foregår mange steder og har mulighed for at få en vis indflydelse på det.

Som minoritetsdansker er man ofte bagud på point helt fra starten af, enten fordi man er kommet til i løbet af ens liv, eller fordi man bor i områder, hvor de fleste har den samme minoritetsbaggrund, som man selv har.

Mange af dem kommer sjældent i berøring med andre fællesskaber i samfundet. Når man dertil lægger, hvordan minoriteter bliver omtalt i vores medier i meget negative vendinger, så kan jeg egentlig godt forstå, hvis det kan være svært at føle, at man hører til i vores samfund.

Fællesskabet af udsatte borgere, der hører til i Møllevang kirke, hedder Bryd ensomheden. I kraft af opbruddet fra hjemlandet og den manglende adgang til fællesskaber i vores samfund kan minoritetsborgere nemt blive ensomme.

Mange af de aktiviteter, der foregår i foreningen handler derfor om at tage på besøg i eller få besøg af de forskellige institutioner, vores samfund udgøres af. Derved får de en bedre fornemmelse af, hvordan vores samfund bliver forhandlet på plads, og lige så langsomt får de en fornemmelse af at høre til.

Nu har de være i vores kirkes lokaler gennem noget tid, og jeg tænker egentlig, at de også hører til her hos os. Derfor glæder jeg mig virkelig meget til, at vi skal fejre en slags fusionsjulefrokost med dem. Vi skal nyde lækker mellemøstlig mad, dans og musik kombineret med fiskefilet, risalamande og danske julelege. Og sammen lærer vi, hvordan vi lever i et samfund, hvor vi ikke lever i hver vores isolerede virkelighed. Det er kun sammen vi kan bryde ensomheden.

Jeg håber, at I alle må få en glædelig jul.