Stop det organiserede dyrplageri nu
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
De forfærdende forhold, som Fødevarestyrelsen med sine kontrolbesøg har afdækket i landets gigantiske svinefarme, bekræfter desværre endnu engang, under hvilke forfærdelige forhold grisene her frister deres kummerlige tilværelse.
At sammenligne en sådan farm med tidligere tiders respektable landbrugsdrift vil være en direkte fornærmelse. At kalde ejeren for landmand er lige så misvisende, selv ordet svineproducent er for venligt. Da forholdene mest af alt minder om Buchenwald eller anden KZ-lejr, må KZ-kommandant være det mest retvisende ord.
Forhåbentlig kan en officiel og konsekvent brug af dette afskyvækkende ord, både på skrift og i tale, minde os om dette systematiske dyrplageri, hvor de arme dyr holdes i tætpakkede stier, fodret med et grutning-pulver sikkert lige så velsmagende som savsmuld og uden nænsom omsorg og pleje, hvilket med al ønskelig tydelighed fremgår af dokumentaren: Hvem passer på grisene?
Disse afskyelige forhold er utilgivelige, og ingen og intet kan forsvare dem, men vi kan gøre en forskel ved frem for ”KZ-kød” at vælge økologisk grisekød og dermed sende et kraftigt politisk signal om, at vi ønsker disse forhold bragt til ophør snarest muligt.
Det så ”KZ-kommandanten” sikkert også gerne, men det er uden for hans rækkevidde, tvunget som han er til at producere under de vilkår, som markedet tilstår ham, men vi kan ved en ændring af vores indkøb være tungen på vægtskålen. Valget er vort.