Fortsæt til indhold

Venstre nægter at anerkende Syddjurs' vækst og vil skære ned på borgerinddragelse

Syddjurs tiltrækker flere borgere end Venstre indrømmer.

Debat
Christina Furholm KjærgaardKandidat til KV25 for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I går (torsdag 12. december, red.) kunne man læse Venstres reaktion på min fremlagte dokumentation af, at befolkningstallet i Syddjurs Kommune er stigende og ikke faldende.

Venstres Henriette Qvist fremfører, at »vækstdebatten ikke alene kan reduceres til at være et spørgsmål om befolkningstallet.«

Men det er jo Claus Wistoft selv, der laver koblingen mellem vækst og befolkningstal, når han i artiklen i Adresseavisen den 4. december 2024 udtaler, at »udviklingen og væksten i denne byrådsperiode er blevet negativ. Færre indbyggere har et faldende indtægtsgrundlag som konsekvens.«

Og videre:

»Når kommunen ikke formår at tiltrække nye indbyggere, mister den skatteindtægter, som er afgørende for at kunne finansiere velfærdsydelser.«

Så det er Venstre selv, der kobler vækst og indbyggertal. Jeg forholder mig bare til fakta.

Og fakta er, at det ikke er korrekt, at vi i Syddjurs ikke formår at tiltrække nye indbyggere. Siden sommerferien er befolkningstallet steget med 169 nye borgere, jf. Danmarks Statistik.

Henriette Qvist henviser endvidere til budgetteksten fra det senest indgåede budget. Her vil jeg anbefale, at man læser det afsnit, hvor man i forhold til befolkningsprognosen i de kommende år kalkulerer med en betydelig vækst i befolkningstallet bl.a. pga. en række større projekter som f.eks. Ugelbølle Øst.

Og lige netop Ugelbølle Øst er et rigtigt godt eksempel på borgerinddragelse. Projektet har været længe undervejs, bl.a. fordi man i den seneste byrådsperiode, hvor Venstre sad for bordenden i Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, kom skidt fra start med at inddrage borgerne i tilstrækkeligt omfang, og vi måtte derfor som borgere og naboer kæmpe os ind i kampen om at få indflydelse på udviklingen af området.

I denne byrådsperiode har borgerinddragelse været et stort fokus, og man arbejder med brede og inddragende borgerprocesser og dialoger, alt med henblik på at sikre, at politikerne får det bedst mulige grundlag til at træffe beslutninger på borgernes vegne. Claus Wistofts seneste udtalelse om, at »borgerinddragelsen i Syddjurs er gået for vidt«, er svær at tolke anderledes, end at Venstre ønsker at skrue ned for borgerinddragelsen. Er det virkelig det, borgerne i Syddjurs ønsker? Jeg tvivler.