Fortsæt til indhold

Politikernes manglende realitetssans truer vores drikkevand

Formand for Dråby Vandværk kritiserer Christiansborgs håndtering af BNBO og beskyttelsen af grundvandet.

Debat
Jørn-Peder LarsenFormand for Dråby Vandværk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Problematikken omkring rent drikkevand er en kompliceret opgave.

Jeg læste artiklen omkring ”Rent drikkevand” og høringsforslag her i avisen. Jeg har ikke selv læst høringsforslaget, men ud fra debatindlægget fra Hanne Vittrup, Folketinget d. 11. december 2024, mener jeg, vi skal have hele forløbet omkring BNBO (BoringsNære BeskyttelsesOmråder) op og vende for at kunne forstå det. Jeg er formand for Dråby Vandværk og har derfor været med i arbejdet de sidste mange år omkring beskyttelse af vores kildeplads/boringer. Vi havde en dialog med vores lodsejer, og han var villig til at sælge 1,55 ha, således vi var fremtidssikret mod både brugen af pesticider og nitrat (kunstgødning). Kommunen har en pulje til støtteopkøb til f.eks. beskyttelse af grundvand, og fra den var vi lovet hjælp til opkøb. Lodsejeren søgte råd fra landboforeningen, og det var fornuftigt nok, men lodsejeren søgte også råd ved en privat rådgiver, og derved blev handlen så mudret og absurd, at det aldrig blev til noget.

Nu står vi efter flere års venten på, hvad politikerne på Christiansborg vil lave af tiltag. Det hele startede for 10 år siden eller mere. I januar 2019 vedtog Folketinget så en lov om BNBO og lagde op til frivillige aftaler med lodsejerne. Det var meget naivt og uden realitetssans, hvor Christiansborg-politikerne troede, at lodsejerne ville have forståelse for, hvor vigtigt vand er for alle, og så er jeg meget tilbageholdende i min udtryksform.

Det hele blev udskudt fra først 2021, så 2022 og sidst 2023. Men det var ikke mange steder, der var indgået aftaler. Det resulterede i, at Folketinget vedtog en ny lov d. 1. juli 2024, der ”giver” kommunerne et værktøj, der hedder sprøjteforbud/påbud, men kun mod brugen af pesticider, ikke brugen af nitrat. Det er altså kommunerne og deres embedsværk, der skal lave hele arbejdet på rekordtid. Jeg synes, det er mangel på respekt over for kommunerne fra miljøministerens side.

Ved et sprøjteforbud er kommunen ifølge den nye lov forpligtet til at udbetale en kompensation til lodsejeren, da der bliver tinglyst en servitut over det berørte område. Den kompensation, som kommunen udbetaler, sendes videre til vandværket og kan skønsmæssigt blive et meget stort beløb ud fra de udregningsmodeller, jeg har set. I øjeblikket betaler alle 6,37 kr. pr. m3 ledningsført vand i afgift til staten. I den afgiftspulje kunne staten måske finde pengene til lodsejerne, hvis de mener, der skal betales en kompensation.

Konklusionen er, at Christiansborg-politikerne overhovedet ikke har fornemmelse for den konsekvens, deres lov har for forbrugerne. Lodsejeren ejer jordoverfladen, men ikke undergrunden. De skal have lov til at bruge alt, hvad de har lyst til, de må bare ikke forurene, lige som alle andre borgere i Danmark heller ikke må forurene. Forbrugerne skal altså betale en kompensation til en forurener, der ikke længere må forurene. Det virker for mig helt absurd!