Fortsæt til indhold

Fra sofavælger til magthaver - fra Tordenskjolds Soldater til Pedersen, Andersen og Jørgensen

Flere § 17, stk. 4 udvalg skaber ægte borgerinddragelse, men kun hvis de ikke befolkes med teknokrater.

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der bliver talt meget om borgerinddragelse for tiden, både blandt borgere og politiske partier. Venstres snart forhenværende mastermind, Claus Wistoft, udtalte til denne avis, at borgerinddragelsen var gået for vidt, hvilket fik Socialdemokratiet til at fare i flint. Christina Furholm Kjærgaard, en af partiets nye kandidater, konkluderede, at Venstre ikke gad borgerinddragelse. Mon ikke borgerinddragelse bliver et valgkamptema i 2025?

Her er et forslag til, hvordan man kan drive borgerinvolvering og borgerinddragelse med det klare formål at få flere mennesker til at deltage i den offentlige debat, forpligte dem og lade dem mærke, hvad det vil sige at komme rundt i krogene af et tema for måske at løse et problem eller vise vejen til noget nyt og spændende.

Det går i alt sin enkelthed ud på at nedsætte langt flere § 17, stk. 4 udvalg (se faktaboks) end byrådet hidtil har haft for vane. Politikerne tænker straks, oplagt selvfølgelig, god idé. De har ret, men de går galt i byen, for i deres hoveder skal udvalget bestå af otte teknokrater og fem politikere. Altså folk med detailviden om et specifikt tema, som politikerne tror gør dem klogere.

Hvis det er den slags § 17, stk. 4 udvalg, politikerne har i tankerne, så drop idéen. Den vil aldrig få bare skyggen af folkelig effekt. Nej, bemand udvalget med de sande eksperter, ganske almindelige mennesker, der er drevet af snusfornuft og interesse. Ikke folk fra distriktsråd, foreningsformænd eller mere fra samme skuffe, men Pedersen, Andersen og Jørgensen.

Når Venstres borgmesterkandidat, Christoffer Pedersen, gerne vil diskutere frivillighed i et § 17, stk. 4 udvalg, skal han netop ikke befolke det med Tordenskjolds soldater, men med ganske almindelige borgere med noget på hjerte, hvis man tør at give dem chancen. Det vil der være perspektiv i. Ikke mindst frem mod et kommunalvalg, hvor man kan frygte, at byrådets største parti pt., Sofavælgerne, vil få endnu flere mandater, fordi alt for mange mennesker har opgivet lokalpolitik og troen på, at et kryds på valgdagen har nogen effekt.

Vi skal vælte den politiske apati og give magten tilbage til folket. Det er tid til at lade almindelige borgere forme fremtiden, ikke teknokrater, pædagogiske bagere og politiske dejtrimlere

Hvem tør tage forslaget på programmet og være med til at udvikle det til noget bær- og brugbart?

Håbet fløj aldrig ud af Pandoras æske.
Selv i mørkets dyb, hvor frygt og sorg kan friste.
Det lyser som en stjerne, når alt synes at briste
En evig flamme, der kan varme og trøste på trods.

Glædelig jul!