Fortsæt til indhold

Shein og Temu er en trussel: For 2 måneder siden lukkede min egen far sin butik efter 41 år

Debat
Jesper KjeldsenS-byrådsmedlem og formand for økonomi og erhvervsudvalget i Aarhus Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vores detailhandel har det hårdt. Den stigende konkurrence fra nethandlen presser de små erhvervsdrivende, der hver dag kæmper for at holde gang i forretningen. For 2 måneder siden lukkede min egen far sin butik efter 41 år. Konkurrencen fra giganterne var blevet for stor. Jeg er stolt af ham, han kæmpede og er i dag ansat i en anden butik hvor han yder den service han har været kendt og afholdt for i så mange år. Go Arnefar!

Nethandel er en trussel, ikke bare mod butikkerne, men mod den sjæl og det liv, de tilfører vores byer og lokalsamfund. Samt klimaet... ikke at forglemme.

Derfor kommer der en klar opfordring herfra: Støt de lokale butikker – også de helt små.

Fra vinhandleren på hjørnet til den lille bager, blomsterbutikken og slagteren. Det er dem, der skaber nærvær, giver personlig service og sikrer det lokale fællesskab. Det er også langt mere bæredygtigt at handle lokalt – transporten er kortere, og vi undgår det store ressourcespild fra returvarer og fragt, som følger med nethandlen på de charme og værdiforladte platforme som Shein og Temu.

Når du køber juleanden hos den lokale slagter eller finder julevinen hos din lokale vinhandel, støtter du ikke bare en butik – du støtter hele dit lokalsamfund. Du hjælper til at bevare de små erhverv, der er med til at gøre Aarhus Kommune til en levende og attraktiv kommune, både i Aarhus C men i den grad også ude i oplandsbyerne.

Så spørg dig selv, når du køber julegaver: Hvem i mit lokalområde kunne have brug for en ekstra handel? Dit valg betyder mere, end du tror – både for butikken og for det fællesskab, vi alle er en del af.

Vi kender nok alle nogen i detailhandlen, der knokler løs for at give os den bedste oplevelse. De fortjener vores opbakning. Derfor: Når du køber ind til jul, så gør det lokalt.

Rigtig glædelig jul til alle – og glædelig jul til vores lokale erhvervsliv.