Betlehem er i brand: Det er som om, at den urgamle historie gentager sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi dette år forbereder os på julen, kan jeg vanskeligt slippe helt for at forholde mig til, hvordan det står til i det område, hvor den første jul fandt sted, Betlehem og omegn. Det er som om, at den urgamle historie gentager sig. For hvad var egentlig årsagen til, at man dengang for 2000 år siden havde forventninger til en frelserskikkelse, som ifølge Det Nye Testamente blev født juleaften i en stald i Betlehem?

Ja, når man læser Det Gamle Testamente, så bliver det jo så klart, at det handlede om et folk, der længtes efter et sted, de kunne kalde deres eget, og som de ikke skulle frygte for, at fremmede magter ville tage fra dem. Et sted, de kunne forme og heri skabe deres egen historie.

Kristendommen bliver til en verdensreligion med et budskab om at de svageste og de mindste og de mest udsatte mennesker er ligeså meget værd som konger og kejsere, helte og hærførere.

De havde set, hvordan Gud lagde sig som et udsat barn i menneskehænder og gik gennem lidelse, mørke og død, og de oplevede det som et udtryk for, at Gud var hos mennesker i deres sårbarhed og lidelser og derigennem gav dem håb og værdighed.

2000 år er gået og denne fortælling er vokset så dybt ind i vores fælles kultur og geografi, at vi i dag trygt kan gå rundt i vores fælles landskaber med en bevidsthed om, at vores institutioner er til for vores skyld og beskytter os mod store systemers magtmisbrug.

Samtidig har vi fået indvandrere til landet, som ikke nødvendigvis har den samme dybe fortrolighed med landskabet, men som til gengæld har rødder og forbindelser til mange af de lande, der lige nu står i brand.

Vi følger allesammen med i Mellemøsten, hvor israelere er truet af mange fjendtlige stater og befolkninger; hvor palæstinensere er blevet bombet og fordrevet; hvor libanesere, der er splittet og hårdt prøvet i forvejen, igen er blevet bombet; hvor syrere, der indtil for nyligt er blevet holdt sammen med en jernhånd, står overfor en uvis fremtid.

Alle mennesker ønsker blot et liv med værdighed, et liv, hvor det kan bevæge sig frit og ånde frit, et liv, hvor det kan få mulighed for at fortælle og erindre deres egen historie. Vi ved godt, at styrke: Militært, økonomisk og politisk, har betydning for en sådan tryghed.

Men hvis trygheden kun afhænger af styrke, af at vi er stærkere end de andre, så er det bare et spørgsmål om tid, før styrkeforholdene ændrer sig, og det bliver tid til revanche, tid til hævn.

Hvis vi nogensinde skal gøre os forhåbninger om at menneskers brutalitet mod hinanden skal ophøre, så bliver vi nødt til at lære af barnet fra Betlehem, at gøre os sårbare overfor hinanden, vise hinanden tillid, turde lægge os i krybben sammen med det lille barn og give os over til hinanden.

Utopi? Ja. Det er vel nok. En utopi, som ikke desto mindre kan sætte store drømme og forandringer i gang.

Glædelig og håbefuld jul.