Fra vision til virkelighed – nu sker der noget i Ebeltoft i Udvikling
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er ingen hemmelighed, at vi i Ebeltoft Distriktsråd har været ude med riven efter byrådet, som efter vores mening har haft lidt for svært ved at finde guldet på kistebunden til at realisere Ebeltoft i Udvikling.
Men ret skal være ret. Når man griber høtyven og går på barrikaderne, skal man også huske at kippe med flaget, når der sker fremskridt.
Og der ér gode nyheder til alle de mange ebeltoftere, som i årevis regnede, tænkte, udviklede, og tegnede alle de ideer, som arkitektfirmaet BOGL har kondenseret til det vindende projekt i Ebeltoft i Udvikling.
Rigtigt gode nyheder faktisk.
For Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har bevilliget 20 millioner til realisering af Folkeparken, og dermed kommer de fem millioner afsat i seneste budgetforlig også i spil.
Og pengene fra Erhvervsfremmebestyrelsen skal være brugt i 2027, hvilket betyder, at vi endelig - og snart - vil begynde at se dele af Ebeltoft i Udvikling gå fra vision til virkelighed.
Lige der, hvor by møder vand i smørhullet mellem Fregatten, Glas og trafikhavnen vil en Folkepark tage form.
Ny legeplads, festplads, ny strandbar, træningsområde og solnedgangsplads. Et område, som vil kunne samle borgere, turister og besøgende i alle aldre.
I sidste, nuvel måske lidt bidske, indlæg fra undertegnede forudsagde jeg ellers, at borgmester Michael Stegger skulle knappe en gravøl op og en tur forbi kirkegården for at sige tak for det gode arbejde og skåle en indvielse ind med mange borgere, som har lagt hjerteblod og energi i forprojektet.
Men lad os pakke gravøllene væk, og i stedet mødes over en drink i den nye strandbar, Stegger. Jeg gi’r gerne den første.
Og når vi står der og ser ud over en ny folkepark og skåler, så lad os skåle for to ting: Skål for borgerinddragelse og skål for en dygtig forvaltning.
For, hvor byrådet har nøglen til kommunekassen, så er det forvaltningen, som lige nu arbejder benhårdt på at kvalificere og realisere projektet.
Så når ungerne om et par år gynger på den nye legeplads, og vi andre sidder i baren eller samles på festpladsen, er det i høj grad fordi dygtige medarbejdere i forvaltningen har knoklet for at få det til at ske.
Hele holdet omkring Ebeltoft i Udvikling er i løbet af de seneste 12 måneder skiftet ud. Ny direktør, ny chef og ny programleder er kommet til.
Og det har givet pote. For der er for alvor kommet form og fremdrift på projektledelsen.
Projektet er stort og komplekst.
Det spænder over kystsikring, mange forskellige elementer og flere interessenter.
Og nok er 25 millioner mange penge, men vi ved alle, at det ikke er helt nok til en fuld folkepark, så der skal regnes efter og indhentes priser.
Der skal hentes tilladelser, findes ud af, hvor stor en festplads egentligt skal være for at være brugbar. Kan man lave et havnebad i en aktiv havn, og hvordan skal en maritim legeplads egentligt se ud?
Hele projektet skal konkretiseres, før det kan realiseres.
Ved et møde forleden blev vi præsenteret for en status og plan, og det var ganske rart at gå fra rådhuset med ro og tiltro til, at der er gode kompetencer, vilje og ikke mindst høje ambitioner i spil.
Og når de så internt i forvaltningen har regnet sig frem til den endelige pris, så vil Distriktsrådet gerne slå et slag for at få rystet lidt flere kroner ud af byrådet, så vi kan komme helt i mål med folkeparken.
Næste års budgetforhandlinger er jo heldigvis lige op til et kommunalvalg, og der plejer mønterne som bekendt at klinge lidt mere lystigt i lommerne.