En grønnere jul med håb og historie

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En grå decemberdag sad jeg i TST-hallerne med min dreng og hans klassekammerater, og snakken faldt på juletraditioner. »Julemanden er en mytisk overdrivelse«

Jeg fortalte dem, at denne dag – det var 6. december – var Sankt Nikolaus Dag. Hos os havde vi derfor pudset støvler aftenen før, og til morgen havde ungerne fundet Sankt Nikolaus’ belønning i form af slik i støvlerne.

De fortalte enstemmigt og forargede, at de altså var for store til at tro på sådan noget. En af dem tog det en tand længere og spurgte, om det med at tro på julemanden og at tro, at Jesus var opstået fra de døde, ikke var lidt det samme. Jeg blev lidt overrasket over hans velreflekterede spørgsmål og svarede, at forskellen var, at det ene er hyggelig fantasi, mens det andet bare er fantastisk. Og historisk.

Hvis du hælder til at tro det samme som den otteårige dreng, så er forskellen helt kort, at den historiske Jesus er veldokumenteret, mens julemanden er en mytisk overdrivelse af førnævnte helgens handlinger i 200-tallet. At Jesus blev født, er svært at anfægte historisk. At han døde på et kors, dømt af en romersk myndighed ved navn Pontius Pilatus, ligeså. At han opstod, er der selvfølgelig debat om. Men at historien herom skulle være opstået århundreder senere, er historisk dovent.

Hvis han forblev død, hvorfor insisterede hans følgere så på, at han var i live? Hvorfor refererede de til mødet med den Opstandne i deres breve til hinanden? Og hvad fik de ud af at fastholde løgnen – andet end forfølgelse, lidelse og død? Slutteligt, hvorfor skrev romerske og jødiske historikere i andet århundrede om de kristnes tro herpå? Det og meget mere gør beretningen om Jesus en tanke værd.

Hvad, hvis det ikke er endnu et juleeventyr, der skal affortrylles? Hvad skulle det til for? Jeg vil sige, at det var for at give os en grøn jul. Lad mig forklare:

I Norden fejrede vi den hedenske jól i århundreder før kristendommens indtog. En midvinterfejring fuld af ritualer, som skulle til for at sikre, at lyset vendte tilbage. Man drak og dansede, ofrede og fortalte historier ved ildstederne for at sikre gudernes gunst – og måske for at bedøve frygten for en lang, mørk vinter.

Den kristne jul er anderledes. Det har aldrig været meningen, at den skulle sikre guddommelig velvilje eller bedøve vores frygt. Vi fejrer, at Gud blandede sig i verdens tilstand ved at blive menneske. Han blev født i en ubetydelig afkrog, mærkede, hvordan det var at være på flugt, hjemløs, fattig, chikaneret, systematisk undertrykt, løjet om og uretfærdigt dømt. Han gennemlevede det – og overvandt sin egen destruktion.

Den kristne jul er en fejring af en historisk vigtig fødsel og giver et begrundet håb om, at Gud vil blande sig igen. Og det gør, at vi, ligesom han gjorde, kan holde til at være i smerten uden at fortvivle eller blive overvældede. Med ham ved vores side kan vi fortsat arbejde for det gode trods nederlag og tilbagegang.

Hvis du føler dig håbløs, overvældet, skuffet, såret eller nedslået, så se på juletræet i stuen eller på torvet. Det er grønt som håbet.

I toppen har du din ledestjerne – det håbefulde lysglimt, som Jesus var, og som han fortsat er for mange – en påmindelse om, at han kender din situation og vil blande sig i det.

Glædelig grøn jul.