Tre drenge i mørket gør morgenen urolig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De fleste morgener begynder endnu lydefrit. Ud af sengen, ud i mørket. Det er derude i det vintersorte Aarhus, der hver dag venter et syn, der alligevel gør morgenen fuld af ængstelse.

På vej til job møder jeg næsten hver dag tre cyklende drenge på vel mellem 9 og 14 år. Jeg formoder, de er brødre. De cykler på kryds og tværs af færdselsretningen og fodgængerfelter, så det er ikke på det punkt, de skiller sig ud i forhold til så mange andre aarhusianske cyklister, der indtager trafikken med foragt for lov og eget liv.

Det er det, at man ikke kan se dem, der hver morgen er kilde til bekymring. Hver mørk morgen finder de vej til skole uden lys på cyklen. Det er ikke, fordi de har glemt at tænde cykellygterne. De har ingen. På den måde finder de tre hver morgen til skole gennem et sort og stærkt trafikeret Aarhus, og det er lige til at få ondt i maven af at tænke over. Hvad gør man? Råber dem an og opfordrer til, at de får lys på, velvidende at det sikkert ikke hjælper? Køber tre sæt til dem, så der ikke længere er en undskyldning? Intet har jeg gjort, og i stedet vokser en knugende gru i maven hver eneste morgen. Når de frem?

De mørke drenge står i skarp kontrast til så mange andre trafikanter i Aarhus. I en lumenliderlig by er der ingen grænser for, hvor meget man kan plastre sig selv og sit transportmiddel til i gule, kolde, blinkende led-lys af samme styrke som de projektører, civilforsvaret ville rejse i et katastrofeområde. Forleden kom en barnevogn mig i møde med to forlygter så store og så kraftige, at jeg først troede, at det var letbanen, der var på vej. Tempoet var dog så højt, at den teori hurtigt kunne skydes ned.

En løber er i dag åbenbart ikke en løber, uden han eller hun er iført, hvad der ligner selvlysende skulder-pistolhylstre viklet om overkroppen. Uden en kasket med en projektør eller en pandelampe af en kaliber som Sletterhage Fyr går det heller ikke. Selv voksne mænd bevæger sig rundt under gadelamperne i det offentlige rum i en sådan mundering. Visse cykler, enten på el eller ejet af en midaldrende mand i lycra og hurtig hjelm, er udstyret med forlygter så kraftige, at de burde være lovpligtigt omfattet af mulighed for nedblænding. Efter de prustende (både dem med og uden el) har passeret én, går der et par minutter, før en kraftig halo forsvinder så meget fra nethinden, at man kan orientere sig igen.

Midt i dette inferno af led og lys kæmper de tre drenge sig mørklagt i skole. Man kan kun frygte, hvad der venter dem om næste hjørne, og hvilken tragedie det vil være for dem og for en medtrafikant, hvis de i et skæbnesvangert øjeblik ikke blev set. Det er helt sort, men hvad stiller man op?