Fortsæt til indhold

Debat: Handl lokalt – det er et stærkt nytårsforsæt

Debat
Af René SchneiderRækkevej 4, 8370 Hadsten, Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Julen er overstået, og vi har taget hul på et nyt år. For mig bød december på en fast tradition: At købe alle mine julegaver lokalt her i Favrskov Kommune. Det gør jeg som både borger og politiker, fordi jeg ved, hvor meget det betyder for vores lokalsamfund.

Når vi vælger at handle lokalt, investerer vi ikke kun i vores egne behov, men også i de arbejdspladser, butikker og familier, der er afhængige af vores støtte. Vores lokale erhvervsliv er hjertet i vores fællesskab – det skaber liv og aktivitet i vores byer, og gør Favrskov til et attraktivt sted at bo og leve.

Desværre står mange mindre butikker over for store udfordringer fra nethandel og større indkøbscentre uden for kommunen. Derfor er det vigtigere end nogensinde at huske på, at vores valg gør en forskel. Når vi køber en gave til bedstefar i en lokal butik, nyder en kop kaffe på den lokale café eller handler maden til nytårsmiddagen hos den lokale købmand, styrker vi vores nærområde.

Julen mindede mig om, hvor vigtigt det er at støtte de mennesker og virksomheder, der hver dag yder en indsats for at skabe vækst og sammenhold i Favrskov. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at gøre det til et stærkt nytårsforsæt: Lad os handle mere lokalt i 2025.

Det er ikke kun en gave til vores lokalsamfund – det er en gave, vi alle kan nyde godt af.

Rigtig godt nytår, og lad os gøre 2025 til et år, hvor vi bakker endnu mere op om Favrskov!